Vicki Berlin med i Cirkusrevyen
Nyt ansigt på de skrå brædder når Cirkusrevyen indtager Aalborg i september næste år
AALBORG: Holdet til Cirkusrevyen 2014 bliver med et helt nyt ansigt i Cirkusrevy-sammenhæng, nemlig Vicki Berlin som debuterer i teltet på Bakken i maj 2014 og i Aalborg Kongres & Kultur Center fra 3. september til 7. september 2014.
Tilbage på holdet er Niels Ellegaard og Henrik Lykkegaard, der begge har haft orlov fra revyen i 2013, og som instruktør og skuespiller er Lisbet Dahl igen i spidsen sammen med revyens nestor, Ulf Pilgaard.
Baggrunden for at Vicki Berlin nu får muligheden for at komme med i Danmarks mest succesfulde revy gennem tiderne er, at Ditte Hansen har bedt om orlov i 2014, da hun har mulighed for en større tv-rolle.
Traditionen tro slutter Cirkusrevyen den lange sæson fra maj til og med august på Bakken af med at drage nordpå til Aalborg, som eneste andet spillested i Danmark.
I Aalborg spiller revyen i Aalborghallen fra 3. september til 7. september.
36-årige Vicki Berlin har de senere år opnået stor succes inden for revygenren i Nykøbing F. Revyen, Bornholmerrevyen og i 2012 Aalborg Vinterrevy, hvor hun er med igen i 2013. I øjeblikket har hun stor succes i Rottefælden i Svendborg.
Billetterne til de syv forestillinger i 2014 bliver sat til salg 1. juli kl. 12.