Drab

Vidne: Faren var indsmurt i blod

Lastbilchauffør tilkaldte politiet efter bilbranden i Berlin.

Faren var kun i den brændende bil i et par sekunder, mener teknikere. Foto: Lars Pauli
Faren var kun i den brændende bil i et par sekunder, mener teknikere. Foto: Lars Pauli

Indsmurt i blod, skrigende og råbende kastede den danske far sig ud foran en tysk lastbil natten til fredag 12. august. Tidligere på natten havde han på en skovvej nær Berlin sat ild til sin bil for at begå selvmord og tage sine døtre, 9-årige Line Sofie og 10-årige Marlene Marie Rudgaard fra Øster Hurup, med sig i døden. Retssagen fortsætter i dag, tirsdag, i Landsretten i Potsdam med afhøring af de vidner, der var først på gerningsstedet, samt vidner, der mødte faren på drabsnatten. Indsmurt i blod En af dem var en 26-årig lastbilchauffør. - Han sprang direkte ud foran lastbilen. Han skreg og var smurt ind i blod. Han havde flere mørke pletter på sit tøj, sagde chaufføren ifølge Berliner Morgenpost om sit møde med faren. Chaufføren tilkaldte derfor politiet. Faren er tiltalt for overlagt dobbeltdrab og har tidligere erkendt, at han har slået sine døtre, som han havde bedøvet med sovemiddel, ihjel. Mislykket selvmord Han ville samtidig begå selvmord, men kunne ikke udholde flammerne og flygtede ud af bilen. Retssagen skal afgøre, om faren havde planlagt drabene, eller om han var sindssyg i gerningsøjeblikket. Motivet skulle være, at børnenes mor samme sommer havde fået tilkendt forældremyndigheden ved en midlertidig afgørelse, som senere skulle have været afprøvet i retten. 28 vidner Faren nægter at have planlagt tragedien på forhånd. Ialt skal 28 vidner afhøres under sagen, der varer til 31. maj. Blandt andre skal moren vidne i næste uge.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden