Vidner fik stoppet voldtægt: 28-årig idømt fire et halvt års fængsel

En 28-årig mand er blevet dømt for overfaldsvoldtægt og for et voldsomt gaderøveri i Aalborg

Arkivfoto: Nicholas Cho Meier

Arkivfoto: Nicholas Cho Meier

AALBORG:En 28-årig mand er blevet idømt fire et halvt års fængsel for en overfaldsvoldtægt af en 25-årig kvinde samt for et voldsomt gaderøveri i Jomfru Ane Gade.

Det oplyser anklager Mette Bendix.

Den grove voldtægt fandt sted omkring klokken 08 om morgenen 20. april i Østre Anlæg, hvor den 28-årige hev sit offer ind på et offentligt toilet. Her truede han hende med en knust flaske, og tvang han hende til andet seksuelt forhold end samleje, samt forsøgte at tvinge hende til fuldbyrdet samleje.

Vidner fik stoppet voldtægt

Det lykkedes dog ikke. En kvinde havde nemlig set manden hive kvinden ind på toilettet, og hun tog kontakt til et andet vidne. De fik ringet til politiet, og sammen gik de hen til toilettet og begyndte at banke på døren, fortæller anklager Mette Bendix.

Den 28-årig kom herefter ud af toilettet, og forsøgte at lade som om, at han og det 25-årige offer var kærester. Det troede vidnerne dog ikke på, og den 28-årige stak af.

Der gik ikke lang tid, før politiet havde fingrene i den 28-årige. Et tredje vidne havde nemlig set ham løbe ind i en opgang i nærheden, og her fandt politiet ham.

I retten erkendte den 28-årige, at han havde hevet kvinden ind på toilettet, men han nægtede, at han havde udsat hende for noget seksuelt. I stedet forklarede han, at det var et råb om hjælp, fordi han havde det dårligt, fortæller Mette Bendix.

Fik kraniebrud under røveri

Den 28-årige blev også dømt for et gaderøveri, der fandt sted tidligt om morgenen 18. november sidste år i Aalborg.

Sammen med en ukendt medgerningsmand, havde den 28-årige aftalt at sælge narko til voldsofferet, som de havde mødt i Jomfru Ane Gade.

De gik sammen hen i en opgang, men her gik narkohandlen galt og udviklede sig til et voldsomt røveri, hvor den 28-årig og medgerningsmanden i stedet udsatte manden for vold, så han blandt andet fik kraniebrud.

Herefter tog de et ur, id-kort og sygesikringsbevis fra voldsofferet.

I retten nægtede den 28-årige dog alt om røveriet og forklarede, at det måtte have været nogle andre, fortæller Mette Bendix.

Den 28-årige valgte alligevel at modtage sin dom.