Vidt forskellige oplysninger om varmeforbrug

I energimærkning for hus i Vesløs er udgiften til opvarmning angivet som mange gange højere end det, som ifølge ejerne er det reelle

Morten Kyndby Holm og Peter Mørk
Efter 40 år i Vesløs har Mona og Svend Christoffersen sat deres hus til salg. Men de undrer sig over energimærkningens oplysninger om varmeudgifter på 30.000 kr. Ifølge parret selv bruger de reelt omkring 5000 kr. - bl. a. takket være panelerne med solceller. På billedet de østvendte paneler - de fleste af panelerne sidder på sydsiden af huset.
Vesløs 31. maj 2018 11:52 - Opdateret 31. maj 2018 12:55

VESLØS: Koster det over 30.000 kroner at varme huset op? Eller kun omkring 5000 kroner?

Det første tal - helt præcis 30.415 kr. - er den beregnede varmeudgift i Svend og Mona Christoffersens hus på Aalborgvej 195 i Vesløs, ifølge den energimærkning, som parret har fået lavet for huset.

Men ejerne selv oplyser, at de kun bruger omkring en sjettedel af dette beløb til opvarmningen af det 174 kvadratmeter store hus.

- Det er helt hen i vejret, siger Svend Christoffersen om de udgifter, som bliver oplyst i energimærkningen.

En del af forskellen skyldes de solceller, som i 2012 blev installeret på huset. Solcellernes produktion svarer stort set til parrets samlede strømforbrug - herunder strømmen til de elradiatorer, der angives som den primære varmekilde i huset. Ud over elradiatorer bliver huset varmet op af både pillefyr og brændeovne.

Solcellernes produktion indgår i Svend og Mona Christoffersens eget regnestykke for varmeforbruget, men ikke i det beregnede forbrug i rapporten om energimærkningen.

Energimærke F

Elradiatorerne er med til at give huset energimærke F, den næstdårligste af Energistyrelsen karakterer, fortæller Stine Møller Jacobsen, kvalitetsansvarlig for energimærket i Botjek A/S - det firma, der har stået for energivurderingen af huset.

Energiforbruget er en beregning for en standardfamilie. Og, som det også fremgår af rapporten om huset i Vesløs, kan der være store forskelle på opvarmning, udluftning og forbrug af varmt vand.

- Det er beregnet efter Energistyrelsens regler, siger Stine Møller Jacobsen.

Svend Christoffersen erkender, at regnestykket kan falde forskelligt ud:

- Hvis man lader være med at fyre med piller og med brænde, og hvis det er en familie med to børn, så kan det godt være, at man kan ende med et forbrug på 30.000 kr. Men jeg vil alligevel tillade mig at sige, at der er noget, der ikke passer, siger han.

Parret vil gerne tættere på deres familie i Hadsten i Østjylland, og satte derfor for et år siden huset til salg.

Indtil videre har der været meget begrænset interesse for huset. Svend Christoffersen tør ikke sige, om angivelsen af det høje energiforbrug er årsagen til, at det ikke er lykkedes at finde en køber. I alle tilfælde fremgår sælgerens oplysninger om forbruget også af salgsopstillingen.

- Men det hører ingen steder hjemme, at man skal skrive forkerte tal. Jeg bliver så ærgerlig, at man skal oplyse om ting, der ikke er rigtige, siger han.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...