Lindholm Høje

Vikingemarked for 20. gang

Vikingemarkedet på Lindholm Høje lever i bedste velgående, og forberedelserne til dette års udgave er i fuld gang.

Her er flokken, der stod bag sidste års Vikingemarked på Lindholm Høje. I år finder markedet sted for 20. gang. Privatfoto

Her er flokken, der stod bag sidste års Vikingemarked på Lindholm Høje. I år finder markedet sted for 20. gang. Privatfoto

Det understreger formanden for Vikingegruppen Lindholm Høje, Elin Petersen. Hun har oplevet, at flere har troet, at markedet ophører, efter at Vikingespillet er blevet nedlagt. - Det er en generel fejltagelse, at markedet og spillet har noget med hinanden at gøre. Men det har de aldrig haft, siger Elin Petersen. Vikingegruppen Lindholm Høje består af omkring 100 medlemmer og arrangerer marked den sidste hele weekend i juni, altså i år lørdag 23. juni og søndag 24. juni. Og det bliver det 20. marked. - Det bliver mere udbygget, blandt andet med flere vikinger fra ind- og udland, fortæller Elin Petersen. Som i 2011 bliver der to opvisningspladser med aktiviteter på samme tid. En af publikumsfavoritterne er kampshow, og så er der falkonéropvisning - måske med en ugle i år. Af andre begivenheder er show med islandske heste, musikanter samt håndværkere i aktion, og til sådan en levendegørelse af vikingetiden hører friskbagt faldbrød med lammekød. Aalborg Kommune hjælper med at forbedre toiletforhold, vandforsyning med mere, så de mange medvirkende og besøgende kan tilbydes bedre forhold. Om aftenen lørdag 23. juni er der sankthansbål på Lindholm Høje, og derfor har Vikingemarkedet ekstra åbent fra klokken 21 til 23.