Vikinger til stormøde
Forfatter Jørgen W. Larsen og hans trofaste stab gør klar til spil nummer 27
HOBRO: Da Fyrkatspillet forleden samlede tropperne til sæsonens andet stormøde, var der vikinger i alle aldre. Nye skuespillere er også kommet til, bl.a. to aktører fra Lindholm Høje Spillet, så Fyrkatspillet nu har overtaget i alt tre fra dette spil. I alt 33 skuespillere har meldt sig.
Ud af de 65 fremmødte var der repræsentanter fra alle grupper under spillet, men der kan stadig bruges flere frivillige. Det gælder både i taffelgruppen, rekvisitgruppen og dragtgruppen, ligesom folkene, der tager sig af pladsen ude ved Fyrkat godt kunne bruge lidt assistance.
I det 27. spil i sommeren 2013 skal handlingen tilbage til Fyrkat. Der arbejdes netop nu fra flere sider på, at ringborgene i Danmark – og dermed Fyrkat – kommer på Unescos kulturarvsliste, og det har forfatter Jørgen W. Larsen bakket op med handlingen i årets stykke.
Billetsalget til årets forestillinger er gået i gang - omline på www.fyrkatspillet.dk. Der spilles fra fredag 24. maj til og med den 8. juni 2013.