Basketball

Vikings tabte til Horsens

Elendigt tredje quarter kostede dyrt mod Horsens IC

Joey Haywood tog over i fjerde periode, men formstærke Horsens IC var for gode. Arkivfoto: Henrik Louis
Joey Haywood tog over i fjerde periode, men formstærke Horsens IC var for gode. Arkivfoto: Henrik Louis

AALBORG: Ved pausen lignede det den femte sejr i syv kampe til basketballholdet fra Aalborg Vikings, da vikingerne førte med 12 point efter de første to perioder.

Men i tredje quarter gik det hele galt for Aalborg Vikings, der tabte periode med hele 29-8 som følge af en lang række mistede bolde og deraf lette point til de ligeledes formstærke gæster fra Horsens IC.

Men så tog Joey Haywood over for vikingerne og bragte spændingen tilbage i kampen. Den lille, lynhurtige canadiske point guard lavede 10 point på de første to minutter i fjerde quarter, og så havde man for alvor en tæt basketballkamp.

Men Haywood kunne ikke gøre det alene og den større bredde hos gæsterne viste sig afgørende i fjerde quarter, hvor Horsens IC igen kunne trække fra, og det hele endte med en sejr til gæsterne på 103-86.

Første halvleg havde været en nydelse at følge for hjemmepublikummet, der kunne se holdet fordele bolden rigtig godt i offensiven og hele tre spillere lavede over ti point i første halvleg, og specielt Kasper Serritzlew havde vist sig brandvarm med 11 point - heraf tre for tre bag trepointslinjen.

Hos Horsens IC skulle man som sædvanlig passe på superstjernen Skyler Bowlin, der er ligaens bedste skytte fra distancen, men også Vedran Borovcanin spillede en fremragende kamp for gæsterne.

Joey Haywood blev topscorer med 26 point for hjemmeholdet.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden