Vikings vil drille Team FOG
Aalborg Vikings kan komme ud for endnu en tæt kamp i aften
De jublede, som havde de vundet det danske mesterskab, da de i torsdags besejrede Aabyhøj med 96-93 efter en dramatisk overtidskamp. Men det var nærmest også resten af sæsonen, der blev reddet for Aalborg Vikings, der nu igen har chancen for at komme i slutspillet, mens man ville have været ilde stedt, hvis det var endt med et nederlag. - Det bliver tæt til sidste spilledag, og det må vi bare tage med, men det er klart, at humøret er højt efter den sejr, siger cheftræner Mads Olesen. Allerede i aften går det løs igen, når vikingerne tager imod rækkens nummer tre Team FOG Næstved, som man har gjort det fremragende imod i denne sæson. Sjællænderne er blevet besejret i Aalborg, og i den seneste udekamp førte man med 24 point, inden det endte med et nederlag i overtiden. - Det er jo et hold, vi har haft et ganske godt tag på, og det kan absolut være en fordel for os, at de ikke rigtigt har mere at spille for, fordi de er sikre på at ende på tredjepladsen. Omvendt tror jeg også, at de har et lille horn i siden på os, efter vi var tæt på at slå dem på deres hjemmebane, siger Mads Olesen. Undgå turnovers Nøgleordene er få, men klare inden aftenens opgør mod et Næstved-mandskab, der især er stærke under kurven. - Vi skal undgå turnovers, og så skal vi virkelig jagte hver eneste rebound. De er ligaens bedste rebound-hold, så det er klart, at vi skal gøre en ekstra indsats der, så vi kan holde dem fra nemme scoringer i anden omgang, siger Mads Olesen. Træneren kan samtidig glæde sig over, at han har fuldt hold til rådighed, efter man ellers måtte undvære to af de vigtigere spillere i sejren mod Aabyhøj. Både Mads Rasmussen og Morten Christensen er tilbage efter skader, og den store talentfulde center Sami Eleraky er også spilleklar, selvom han måtte melde afbud til weekendens All Star-kamp. Her havde Aalborg Vikings dog stadig to spillere i aktion for vestholdet, der vandt kampen med et enkelt point - 113-112. Både Tony Bishop og Ryan White var med på det sejrende mandskab, ligesom Ryan White også var i finalen i trepoints-konkurrencen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.