Vil du have dit eget gokartcenter? Så er chancen der nu
Tommy Holm Jensen vil sælge Thy Gokart Udlejning
Opdateret kl. 08:12
NORS: Hver weekend, i ferieugerne og mange hverdagsaftener skaber Tommy Holm Jensen rammerne for, at folk har det sjovt - hvad enten de er til polterabend, firmaturnering eller private fester.
Han er indehaver af Thy Gokart Udlejning i Nors, hvor man kan deltage i mange forskellige underholdende aktiviteter.
Men nu har han besluttet at sælge sin virksomhed.
- Jeg kunne godt tænke mig at holde mere fri i weekenden, siger han.
Tommy Holm Jensen etablerede Thy Gokart i 2002 på en udendørs bane i Tved, der fungerede indtil 2009. I mellemtiden åbnede han sideløbende i 2006 et indendørs gokart- og aktivitetscenter i Nors.
- Det kører godt. Der har været sorte tal på bundlinjen hvert år, siger han.
Firmaturneringen har haft op til 46 hold fra Thy, Mors og Salling - sidste år var der dog 23.
Fortsætter i fuld fart
I nogle år har Tommy Jensen haft arbejde som lastbilchauffør hos vognmand Thomas Thomsen, og det er efterhånden blevet et fuldtidsarbejde.
Alligevel er Tommy Jensen indstillet på at fortsætte med fuldt tryk på aktiviteterne i Thy Gokart i hvert fald to-tre år endnu om nødvendigt.
For han håber at finde én, der kan se værdien i det livsværk, som han har skabt.
- Jeg har lavet en rigtig god forretning her med nogle fine faciliteter. Det er blandt andet den eneste opvarmede gokart-hal i Danmark, siger han.
Budskabet er, at Thy Gokart fortsætter på samme niveau som hidtil og er åbent for bookinger hele vinteren, for Tommy Jensen har hjælp fra to-tre personer i fritidsjob.
- Det værste, der kunne ske, var, hvis folk troede, stedet var lukket, understreger han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.