Vil ha' mere plads
Tilkøb af mark medfører større planlægningsarbejde
Opdateret 20. maj 2022 kl. 10:28
THORUP: Thoruphede Spejdercenter har brug for mere plads, og påtænker at købe en mark, som man i forvejen plejer at leje.
Anledningen til handlen er, at jorden er sat til salg, og spejderne ønsker at sikre sig arealet på cirka 39.000 kvadratmeter, så det også fremover kan bruges til spejderaktiviteter og parkering.
Udvidelsen af spejdercentret er imidlertid ikke i overensstemmelse med kommuneplanen.
Det betyder at Brønderslev Kommune er nødt til at sætte hele planlægningsmaskineriet i gang med fordebat, udarbejdelse af lokalplan og kommuneplantillæg, selv om der ikke lægges op til ændring af andet end ejerforholdene.
Naboklager
Brønderslev Kommune har jævnligt modtaget klager fra naboer til spejdercentret, og har derfor bedt spejderne om en redegørelse for den ønskede investering.
- Desværre har vi en enkelt nabo, som har set sig sur på spejdercentret og sender klager til kommunen, skriver bestyrelsesformand Knud Erik Bæk i et svar til Brønderslev Kommune.
- Men det må understreges, at spejdercentret får mange positive tilbagemeldinger fra de øvrige naboer og beboere i området. Spejdercentret byder ofte naboerne indenfor i forbindelse med de større arrangementer, så de får glæde af livet og aktiviteten i området. De kan også frit benytte spejdercentret til gåture med videre, fortsætter han.
Mere plads pr. spejder
Formanden forklarer, at den planlagte udvidelse er nødvendig fordi regler om bl.a. brandveje er blevet skærpet de senere år.
Det medfører, at der skal afsættes et større areal per spejder end tidligere, og derfor plejer spejdercentret at leje marken af naboen. Men nu er naboejendommen altså sat til salg.
- Hvis området sælges til anden side og bliver opdyrket, vil vi ikke længere have mulighed for at bruge marken til parkering, og dermed vil vi være nødt til at skære ned i de store lejre, påpeger Knud Erik Bæk.
Spejderne forventer derimod ikke, at udvidelsen vil give anledning til flere, store lejre.
- Udvidelsen skal sikre afholdelsen af de traditionsrige lejre, og hjælpe med at smidiggøre afviklingen, hvilket forhåbentligt også vil føre til færre gener for naboen, forklarer bestyrelsesformanden.
Ro og orden
Både teknik- og miljøudvalget og økonomiudvalget siger ja til at igangsætte en fordebat.
- Så må vurdere efter høringen, om planarbejdet skal sættes i gang, siger borgmester Mikael Klitgaard (V).
- Jeg tror nogen kommer til at klage over det her, selv om der ikke kommer til at ske en hel masse mere på spejdercentret, vurderer han.
Borgmesteren bor selv i Thorup, men har aldrig klaget over spejdernes aktiviteter.
- Spejdercentret er et dejligt sted, og der kommer faktisk en hel del spejdere fra hele landet i området. Det er jo dejligt de har et område ved Storskoven, men de skal selvfølgelig holde ro og orden, formaner han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.