Vil lukke to skoler
Udvalg er enige om, at skoler i Agersted og Serritslev skal lukkes
Opdateret kl. 09:57
BRØNDERSLEV: Agersted Skole og Serritslev Skole skal lukke. Det peger børne- og skoleudvalget i Brønderslev Kommune på efter et møde tidligt Grundlovsmorgen.
- Vi indstiller, at Agersted og Serritslev Skole nedlægges fra 1. august 2015, og det er et samlet udvalg, der gør det, siger udvalgsformand Lone Birkmose Lex (V).
Beslutningen er både begrundet i økonomi og i faglige hensyn. Børnetallet falder drastisk generelt, og de to skoler er blevet for små.
- Når vi vælger at gå med til at lukke dem, er det også fordi at elevtallet bliver for småt, og klasserne bliver mindre på sigt også, siger næstformand i udvalget, Peter H. S. Kristensen (S).
- Det er vigtigt, at vi bibeholder den faglige kvalitet, siger Lone Birkmose Lex.
Agersted Skole har pt 86 børn, mens Serritslev Skole har 71. Begge steder vil det falde fremover, mest i Serritslev.
Man måtte sidste år gå ind og lukke 4.-6. klasse i Serritslev, da der kun var fire børn i to af dem og et barn i den tredje.
Skolerne i Flauenskjold og Thise var også i spil, men dem valgte man at bevare.
Også spørgsmålet om en flytning af overbygningerne fra skolerne i Asaa, Jerslev og Klokkerholm indgik som en del af sagen, men der blev ikke taget beslutning om den del, det vil man kigge på lidt senere, hvor man også skal se på skoledistrikter og færdiggøre en masterplan for skoleområdet.
Sagen skal drøftes i byrådet og sendes ud i høring, inden den endelige beslutning kan tages.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.