Vil udrydde fordomme om Aalborg Øst
Jeanet Kaptain er født og opvokset i Aalborg Ø st. Den 31-årige projektmedarbejder og ildsjæl bliver vred, når hun ser de unge tage ghetto-mentaliteten til sig
Opdateret kl. 09:43
AALBORG ØST: Jeanet Kaptain går rundt på Fyrkildevej, gaden hvor hun er vokset op. Ud af den dalende sne dukker en mørkhåret dreng op.
- Kan du sige til din mor, at hun skal huske, vi har møde på torsdag, spørger Jeanet Kaptain.
- Ja, siger han muntert.
Det er bydelsmødrene - en frivilligordning for indvandrerkvinder - der skal planlægge en fejring af Kvindernes Internationale Kampdag. Jeanet Kaptains frivillige arbejde er en integreret del af hendes liv. Hun kæmper mod fordommene om Aalborg Øst og mod de problemer, der lurer inde bag murene i 9220.
Farveblinde børn
Da Jeanet Kaptain var fem år gammel, sad hun ofte på genboens gulv og spiste morgenmad. Den muslimske familie var glade for at have den lille lyshårede pige på besøg.
- Det er nok mit første møde med en anden kultur end den danske, siger 31-årige Jeanet Kaptain.
Hver anden beboer på Sebbersundvej er indvandrer. Det er en af årsagerne til, at området er på den landsdækkende liste over ”ghettoer” - særligt udsatte boligområder. Men Jeanet Kaptain og hendes naboer i Aalborg Øst ser ikke sort-hvidt. Snakken falder på emnet, da hun sidder i kulturhuset Trekanten og planlægger frivilligt arbejde sammen med veninden Dorte-Marie Bang. De snakker om, at de egentlig ikke skelner mellem, hvem af deres venner, der er indvandrere, og hvem der er ”danskere”.
- Man tænker ikke ”det er en grønlænder” eller ”det er en afrikaner”. Det kan selvfølgelig være et samfundsmæssigt problem. Men for mig, der bor i Aalborg Øst, er det ikke et problem. Der skal være plads til alle herude, siger Dorte-Marie Bang.
Jeanet Kaptain er glad for at lade sine to drenge vokse op med et multikulturelt menneskesyn.
- Der er en høj grad af farveblindhed her. Min yngste søn kan fortælle, hvad en eid-fest er. Du kan jo finde hele verden i Aalborg Øst, siger hun.
Fra problembarn til ildsjæl
For ti år siden passede Jeanet Kaptain ind i fordommene om Aalborg Øst. Hun var ung mor og på kontanthjælp.
- Jeg så det ikke som et problem på den måde at være på kontanthjælp. Og det med at få en uddannelse havde jeg aldrig spurgt mig selv om, siger Jeanet Kaptain.
Det blev klart for hende, at hun lå under for en offermentalitet. Et par guldkorn under et daghøjskoleophold var med til at ruske op i hende.
- Livet byder på mere end at passe børn og lave frivilligt arbejde. Jeg havde en underviser, der sagde til mig: Hvis du vil noget andet med dit liv, er du nødt til at gøre noget andet, end du plejer, siger Jeanet Kaptain.
Derfor tog hun en HF-eksamen og kom i gang med frivilligt arbejde i sin bydel. I dag arbejder hun stadig som frivillig og er desuden projektmedarbejder i Projekt 9220.
Ghetto-selvbilledet
Underviserens ord var med til at give Jeanet Kaptain et skub ud af offermentaliteten. Men hun frygter, at det bliver svært for mange at træde ud af offerrollen, efter området igen er blevet udpeget som udsat boligområde og dermed har fået ”ghetto stemplet”. Hendes stemme blusser op i vrede, når hun taler om emnet.
- Det værste, der kan ske, er jo, at folk begynder at tage det til sig.
Jeanet Kaptain frygter, de unge i området får problemer, når de tager ghetto-identiteten på sig.
- Vi har unge drenge, der identificerer sig med at komme fra en ghetto. De kan finde på at sige ”Vi kommer jo fra ghettoen af...” Det gør noget ved ens selvbillede, hvis man selv går rundt og tænker, at man kommer fra et udsat boligområde, siger hun.
Et sådant selvbillede bidrager kun til problemerne, mener Jeanet Kaptain.
- Det kommer i kraft af, at man hører i medierne, fra politikere og rundt omkring, at man er vokset op i et udsat boligområde. Til sidst begynder man at tvivle på sig selv: ”kan jeg nu også klare det her?”
Det mener Jeanet Kaptain skader deres fremtidsmuligheder.
- Der er jo ikke nogen, der har lyst til at ansætte én, hvis man kommer med en attitude om, at man ikke dur til noget. Så ved vi jo alle sammen godt, at man ikke kommer langt, siger hun.
Hun mener derfor, der er en idé i at fremme de gode historier i Aalborg Øst.
- Aalborg Øst har brug for gode forbilleder. Masser af gode forbilleder.
Forbilledlig frivillighed
Jeanet Kaptain er selv et godt bud på et forbillede. Hun lægger sin sjæl i frivilligt arbejde som bydelsmor og i 9220 - De Frivillige. I foreningen arrangerer hun aktiviteter for børn i sommerferien og resten af året. Hendes frivillige arbejde indbragte hende Aalborg Kommunes Frivilligpris i 2012 og titlen æresborger i Aalborg Øst samme år.
- Hvorfor jeg engagerer mig? Jeg kan jo ikke lade være. Det er mit hjem. Jeg mener vel, vi alle skal tage en form for socialt ansvar. Det er så min måde at gøre det på. Ved at være med til at skabe nogle aktiviteter og nogle rammer for mine naboer, som de kan være med til selv at fylde ud, siger Aalborg Øst-beboeren.
Maler ikke billedet rosenrødt
Selvom Jeanet Kaptain er kritisk over for ghetto-stemplet, mener hun stadig, at mange af de sociale problemer eksisterer. De var der også i høj grad under hendes opvækst.
- Det ville jo være at lyve, hvis jeg sagde, der ikke var problemer. Der var alkoholproblemer i vennekredsen omkring mig. Min far drak nok også mere, end hvad godt var. Der var nogle alkoholproblemer og sociale problemer, siger Jeanet Kaptain.
Men selve fordommene har hun ikke meget til overs for, og desuden mener hun at kunne se en fremgang.
- Jeg har min daglige gang herude. Jeg kan jo se, at det er fordomme tilbage fra 80’erne. Fordomme om at Aalborg Øst er fuld af rockere og udlændinge. Men det er ikke andet end et gammelt, socialt stigma, siger Jeanet Kaptain.
Hun mener, at kurven er ved at vende.
- Vi får gennemført renoveringer herude, og karaktergennemsnittet på skolerne er også steget. Der har været så mange tiltag i Aalborg Øst. Man har også fra politisk side bibeholdt både Kvarterværkstedet og Kulturhuset Trekanten og oprettet Projekt 9220. Politikerne tilgodeser Aalborg Øst. Det synes jeg, de gør, siger hun.
Aalborg Øst-borgeren ser forbedringerne pynte på området. Men hun mener ikke, det skal ske på bekostning af den rummelighed, hun er så stolt af ved sin bydel.
- Der skal stadig være plads til Fru Jensen på kontanthjælp og Hr. Jensen på førtidspension, siger Jeanet Kaptain.
Og hvordan kan man så udrydde de sidste fordomme om et stærkt kriminaliseret og problematisk område?
- Jeg ved ikke, om VI kan gøre så meget mere for at ændre på folks fordomme. Men noget af det handler om, at medierne også bør skrive pænt om Aalborg Øst. For medierne er også med til at udstille området, siger Jeanet Kaptain.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.