Fjernvarme

Rasende varmekunder klagede over stor prisstigning: Selskab glemte at fortælle noget

Fjernvarmeforbrugere rasede og klagede til styrelse. Nu er der kommet en afgørelse

Lasse Riisgaard, formand for Brønderslev Varme A/S, beklager fejlen
Lasse Riisgaard, formand for Brønderslev Varme A/S, beklager fejlen Foto: Brønderslev Forsyning

Opdateret kl. 12:06

Det løb koldt ned ad ryggen på fjernvarmeforbrugerne i Brønderslev, da de i efteråret blev varslet betydelige prisstigninger på fjernvarmen. 

Først kom der en stigning på ti procent i efteråret, efterfulgt af en prisstigning på hele 34 procent fra nytår. Det betyder, at det i år er blevet 5000 kroner dyrere at varme et standardhus på 130 kvadratmeter op i Brønderslev.  

Utilfredse fjernvarmeforbrugere rasede og klagede til Forsyningstilsynet, som nu kommer med kritik af det kommunalt ejede Brønderslev Varme A/S. 

Selskabet glemte nemlig at fortælle, at der var mere på vej. 

Brønderslev Varme, der har knap 6000 forbrugere tilknyttet, hævede først prisen i oktober fra  585 til 640 kroner pr. MWh frem til nytår.

 Fra 1. januar 2025 steg prisen yderligere til  842,50 kroner pr MWh. Det svarer til en prisstigning på 44 procent på den variable takst.  Altså en prisstigning på cirka 5000 kroner årligt for et standardhus. 

Men det var ikke det hele. 

Brønderslev Varme glemte nemlig at fortælle, at der også var en prisstigning på vej på de faste bidrag, samtidig med, at selskabet havde lavet et upræcist estimat af et standardforbrug. 

Det er godt nok ikke store penge. 

Det betød samlet set en yderligere stigning på knap to procent, som fjernvarmeforbrugerne ikke var varslet om. 

Det får nu Forsyningstilsynet til at sende "en næse" til Brønderslev Varme. 

Urimeligt

"Det var urimeligt, da Brønderslev Varme A/S varslede sine varmeaftagere om den prisstigning, der trådte i kraft den 1. januar 2025, idet varslingen ikke indeholdt oplysning om stigninger i det faste bidrag samt abonnementsbidraget, ligesom forbrugerprisen for en standardforbruger var højere end det beløb, der fremgik af varslet". skriver Forsyningstilsynet. 

Formand for Brønderslev Forsyning Lasse Riisgaard betegner det som en beklagelig, men hændelig fejl. 

- Det drejer sig kun en yderligere beskeden stigning, men vi skal være helt skarpe på at få at det hele med, når vi varsler sådan her, siger Lasse Riisgaard. 

Forsyningstilsynet har vurderet, at fejlen ikke er så væsentlig, at tilsynet vil gribe yderligere ind. 

Fire årsager til prisstigning

Der var fire hovedårsager til de voldsomme prisstigninger: 

For det første lavere afregningspriser på den elektricitet, som fjernvarmeværket producerer. Det har på årsbasis kostet en mindre-indtægt på knap seks millioner kroner. 

For det andet er prisen for tilkobling af en elkedel af netselskaberne sat op med en million kroner årligt.

For det tredje var første kvartal af 2024 ekstraordinært koldt, så der måtte fyres med dyr naturgas for at sikre forsyningen. Det har kostet et sted mellem to og tre millioner kroner for hele året.

Og for det fjerde, så steg prise på flis, som er primær energikilde i Brønderslev Varme, med  35 procent. Selskabet fejlvurderede også, hvor meget flis, der var brug for. 

 Det gav samlet en merudgift på fem-seks millioner kroner.  

- Nogle mener, at vi bare kan spare noget op i billige år og bruge det, når det bliver dyrt. Men det må vi simpelthen ikke, fordi vi er er hvile-i-sig-selv selskab, fastslår Lasse Riisgaard.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden