Vilde med Svinkløv

Vintercup i tre afdelinger har samlet 49 mountainbike-kørere, som nyder skovens terræn og en god frokost bagefter.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Esben Kronborg på Feriecenter Slettestrand er en glad mand oven på den sidste afdeling af Vintercup 2012, et nordjysk mountainbikeløb, der er afviklet i januar og februar i Svinkløv Plantage. - Vi har holdt tre løb, et med enkeltstart, et aftenløb i mørke og den sidste nu med bike'n run på en kuperet rute. Og alle har været begejstret for ruterne og vores koncept med cykleløb og en god frokost bagefter på feriecenteret, fortæller Esben Kronborg. Anstrengelserne med op til otte ture på en rundstrækning i den bakkede plantage krones nemlig med en økologisk frokost, denne gang med tilhørende præmieoverrækkelse. Her er kørernes familiemedlemmer også velkomne til at deltage. De samlede vindere blev hos damerne Mette Marie Kronborg, som er Esbens svigerinde fra Slettestrand, og hos mændene Morten Andersen, Thisted. - Vi har kørt konceptet med løb og frokost som lidt af et forsøg, ikke for at skabe meget store løb, selv om kørerne undrer sig over, at ikke flere er med, tilføjer han. Men med 49 tilmeldte deltagere fra hele Nordjylland er det jo ikke så ringe endda. Til den sidste afdeling mødte dog kun 34 frem. Dagen bød på en strid modvind på de åbne strækninger, men ellers flot forårsvejr, i modsætning til det barske aftenløb, der blev kørt i 10 graders frost og sne og is flere steder på ruten. At mtb-ruten i Svinkløv er populær og giver udfordringer kan ikke kun de organiserede kørere tale med om. Motionister bruger den hver weekend, som Hans Pilgård fra Ørebro, der respektfuldt afventede, at feltet af konkurrencekørere var ude af syne, før han kørte af sted. - Om vinteren kører jeg mountainbike, om sommeren cykler jeg på landevej på min racercykel. Det giver motion, og jeg stresser af fra mit landbrug, forklarer han med et skævt smil. Esben Kronborg og hans medarrangør Kristian Skjødt, der begge er erfarne løbsarrangører, er klar med næste tilbud til mtb-folket til påske. Der er både et fyraftensløb onsdag 4. april og Påskeløbet lørdag 8. april, og ind til da kan man komme på guidede ture og teknikkurser på alle niveauer, oplyser han.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.