Musik

Vildmosekoncerter i nye omgivelser

Åbningskoncerten er lagt i hænderne på Ulla Henningsen

Indkørslen til Vildmosekoncerter sker ved Kystvej 224 i Dokkedal. Privatfoto
Indkørslen til Vildmosekoncerter sker ved Kystvej 224 i Dokkedal. Privatfoto

AALBORG: Søndag 18. maj slår Vildmosekoncerter i Dokkedal dørene op til den 6. sæson med klassiske sommerkoncerter, og i år får publikum helt nye ydre rammer om deres oplevelse. Ud for foyeren bliver der anlagt en stor terrasse, som afsluttes med en – til tider - duftende lavendelhave.

Værtsparret, Bodil Bach og Gert Hassing Nielsen, begyndte i det tidlige forår på anlægsarbejdet, så alt kan stå klart til åbningskoncerten, som består af et sangprogram. Ulla Henningsen og hendes pianist, Nikolaj Hess, præsenterer et bredt repertoire med bl.a. viser fra ”Kald mig Liva”, der gik over skærmen i 1992.

I løbet af de første fem år har koncertstedet lagt en linje for sæsonens forløb. Der skal være kammerensembler, sangoplevelser og en ”skæv” dag, hvor enten et ungt talent eller en uvant kombination af instrumenter kommer til udfoldelse. Efter Ulla Henningsen vil sangdage blive fulgt op af både ”vor egen” Poul Elming og Gitta-Maria Sjöberg.

Kammermusikken bliver præsenteret af Bjørnkjær Kvartetten, hvoraf flere af musikerne har tilknytning til DR Symfoniorkesteret, og en lokal kvartet, hvor alle musikerne har tilknytning til Aalborg Symfoniorkester. I eftersommeren kommer, hvad vi må kalde Dokkedals faste indslag, Concerto Copenhagen, og sæsonen slutter med et besøg af Arild Kvartetten.

Sæsonens skæve indslag kommer i august, hvor sopranen Gitta-Maria Sjöberg bliver akkompagneret af Bodil Heister, som vil skifte mellem piano og harmonika. Det er vist ikke en hverdagsoplevelse at høre skønsang og harmonika sammen.

Det er muligt at sikre sig billet til sæsonen. Man kan enten tegne abonnement til alle seks koncerter eller købe billet enkeltvis. Ca. en tredjedel af pladserne er solgt i abonnement.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden