Vildmosens guldsjakal dukkede op igen

To fotografer, der var på besøg i vildmosen, fik fotograferet det sjældne dyr

Guldsjakal i Lille Vildmose. Foto: Troels Kjær.
Guldsjakal i Lille Vildmose. Foto: Troels Kjær.

Opdateret kl. 11:29

LILLE VILDMOSE: Den sjældne guldsjakal, der blev set og fotograferet i Lille Vildmose i august sidste år, er atter blevet både set og fotograferet i Vildmosen af to heldige fotografer, Troels Kjær og Henrik Friis fra Olympus Danmark.

Troels Kjær og Henrik Friis var taget til Lille Vildmose i forbindelse, da de skulle holde et oplæg på naturfotofestivalen i Lille Vildmosecentret. På en tur rundt i vildmosen stødte de to fotografer uventet på sjakalen, og da de havde fotoudstyret klar, fik de fanget øjeblikket og dermed dokumenteret det sjældne dyr.

- Da vi fik øje på den, troede vi først, at det var en ræv, da den ikke var så stor, men af udseende lignede dyret mest en ulv. Vi var noget forvirrede og var ikke helt sikre på, hvad det var for et dyr vi så på, men vi filmede løs og fik både taget still-fotos samt en video af dyret. Derefter lagde vi både video og foto op i en facebook-gruppe. Her endte det med, at biolog Mogens Trolle fra Statens Naturhistoriske Museum efter at have diskuteret billedmaterialet med flere europæiske eksperter kunne slå fast, at der var tale om en guldsjakal, fortæller Troels Kjær.

Guldsjakalen
* Guldsjakalen minder af udseende om en lille spinkel ulv, men er markant mindre, har mindre hoved og en stor busket hale. Den er spinkel af statur, men om vinteren har den en kraftig pels, der giver den en mere ulvelignende udseende.
* Den vejer normalt 10-15 kg, hvilket er noget mere end en ræv, som normalt vejer 6-8 kg, men markant mindre end en ulv, som normalt vejer 25-60 kg.
* Sjakalen er ikke farlig for mennesker.
* Den er altædende og æder fortrinsvis ådsler og gnavere.

Som en udløber af Mogens Trolles debat med andre biologer blev en forsker fra Rumænien, der deltog i et forsker-møde på Island, opmærksom på, at der var en strejfende guldsjakal på besøg i Danmark. Han fløj derfor til København og rejste derpå videre til Lille Vildmose.

- Sammen med den rumænske forsker kørte vi rundt hele natten i Vildmosen og lavede play-back, hvor vi afspillede guldsjakalens stemme, men vi fik ikke svar. Den rumænske forsker, der har et godt kendskab til guldsjakaler, da den er relativt almindelig i Rumænien, forklarede, at tavsheden skyldes, at den er alene. Når der er flere sjakaler sammen, svarer de beredvilligt tilbage på playback, men når de er alene, er de tavse, fortsætter Troels Kjær.

Første gang, der blev påvist en vild guldsjakal i Danmark, var i september 2015, hvor der blev fundet en trafikdræbt sjakal nær Karup i Midtjylland.

Da der blev fotograferet en sjakal i Lille Vildmose sidste år, var det første gang, at der blev fotograferet en vild sjakal i Danmark.

Derudover er der i vinter blevet skudt en vild guldsjakal i Vestjylland, da jægeren forvekslede den med en ræv.

De tre jyske fund falder fint i tråd med, at guldsjakalen i de senere år har bredt sig hastigt fra sit hidtidige udbredelsesområde på Balkan, hvor der i mange år har været faste bestande i Bulgarien, Rumænien, Grækenland og Serbien. Her er den i stor fremgang og er i de senere år ekspanderet mod nordvest, så der nu også er faste bestande i Ungarn og det nordøstlige Italien.

Derudover er strejfende sjakaler inden for de seneste år set i Tyskland, Polen, Litauen, Estland og Holland foruden Danmark.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden