Villy udsat for tortur?
Leder Udenrigsministeren lærte at skifte mening om torturspørgsmål i løbet af en dag ...
Udsatte justitsminister Morten Bødskov (S) udenrigsminister Villy Søvndal (SF) for politisk tortur i weekenden? Først sagde Villy Søvndal til Berlingske: "Vi har gjort det til en vigtig ting i regeringens politik at forsvare menneskerettighederne og bekæmpe tortur, og derfor vil det være underligt og modsætningsfyldt at anvende oplysninger, der er fremkommet under tortur". Så kom der en fælles pressemeddelelse fra Søvndal og Bødskov, at "tingene er sjældent sorte eller hvide. Der er etiske dilemmaer og nuancer i mange af livets forhold, også når det gælder indsatsen mod terror og arbejdsvilkårene for vore efterretningstjenester". Derfor er den danske kurs uændret, selv om "der skal foretages en særlig omhyggelig og grundig vurdering af oplysningers troværdighed, hvis de er fremkommet ved tortur", og "oplysningerne (vil) som den grundlæggende regel ikke kunne bruges i en dansk straffesag", skriver de to ministrer. Hvilke af Villy Søvndals oplysninger kan så bruges, og hvor meget tortur blev han udsat for, da justitsministeren åbenlyst bankede ham på plads? Enhedslistens udenrigsordfører, Christian Juhl, kalder Søvndals slingrekurs uforståelig og uacceptabel, så udenrigsministerens pinsler er langtfra forbi. Hvem kan yde den stakkels mand politisk nødhjælp? Etisk og ideelt har Villy Søvndal ret. Det er næsten det værste, fordi etik og idealer ofte kommer til kort, når det gælder terrorkrigen og krigen mod terroren. For det er krig. Og som Osama bin Laden var flintrende ligeglad med etik og spilleregler, således hans åndelige forbundsfæller i dag. Kampen mod dem kræver desværre virkemidler, der ikke alle tåler dagens lys, og i gusten realpolitisk belysning er det besynderligt, hvorfor Villy Søvndal (igen) føler sig kaldet ganske uprovokeret. Der er gråzoner, som realpolitikeren er nødt til at tie stille om. Ironisk nok må selv menneskerettigheder sommetider bøjes, for at mennesker kan overleve.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.