Vind-energi slår alle rekorder - igen
Sidste år udgjorde vind 42,1 procent af det danske elforbrug - vest for Storebælt var andelen endda oppe på 55 procent
Opdateret 18. januar 2016 kl. 09:39
DANMARK: I 2015 slog danske vindmøller endnu en gang rekord. Samlet set leverede vindmøllerne, hvad der svarer til 42,1 procent af det samlede danske elforbrug, og det er det højeste tal nogensinde og den højeste andel for noget land. Sidste år var tallet 39,1 procent – også det var verdensrekord.
Det oplyser statens elselskab, Energinet.dk, i en pressemeddelelse fredag morgen.
I Vestdanmark - hvilket i denne sammenhæng vil sige vest for Storebælt - var vindenergien andel af det samlede elforbrug endda oppe på 55 procent. I Østdanmark var tallet 23 procent.
I over 1460 af årets 8760 timer blev der i Vestdanmark produceret så meget vindenergi, at det oversteg det samlede forbrug.
- Det er i sig selv ikke usædvanligt med timer med vindproduktion større end forbruget, men at vi nu er oppe på en sjettedel af tiden i det vestdanske elnet, illustrerer, at mere og mere svingende elproduktion betyder, at vi i endnu højere grad har gavn af at importere og eksportere over grænser. Hvis vi i nogle timer har meget vindenergi, sælger producenterne til forbrugere i Norge, Sverige og Tyskland, og modsat køber vi herhjemme f.eks. vandkraft fra Norge, solenergi fra Tyskland og kraftværksstrøm fra Sverige, når det bedst kan betale sig, siger Carsten Vittrup, energistrategisk rådgiver i Energinet.dk’s afdeling for Energianalyse.
Enkelte gange er elproduktionen så stor, at vindmølleejerne og kraftværkerne må betale for at komme af med strømmen. Det var tilfældet i 65 timer i løbet af 2015 i Vesdanmark.
En af de væsentlige årsager til, at 2015 blev et rekordår er, at det har været et meget blæsende år, hvor 2014 var et vindmæssigt normalår. Omvendt har to havmølleparker, Anholt og Horns Rev 2, været ude af drift i henholdsvis 1 og 2 måneder på grund af kabelfejl. Hvis ikke der havde været denne ekstraordinært lange pause i driften, ville vindandelen have været ca. 43,5 procent, ifølge Energinet.dk.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.