Vinderne: Kun to høje biler i finalen
Selv om der var ikke færre end 14 af slagsen blandt de 30 nominerede til første afstemning om Årets Bil i Danmark 2018, slap kun en Volvo og en Seat gennem nåleøjet til slutrunden
SILKEBORG: Høje biler er populære blandt bilkøberne, hvorfor fabrikkerne står i kø for at præsentere nye udgaver af de såkaldte SUV- og crossover-modeller.
Helt naturligt var biltypen da også rigt repræsenteret blandt de 30 nominerede biler til første runde af kåringen af Årets Bil i Danmark 2018, men ganske overraskende slap der her kun to høje biler gennem nåleøjet til finalefeltet med de seks biler, som gik videre i den afgørende afstemning om den eftertragtede titel.
Den beskedne repræsentation af høje biler blandt finalisterne blev sat i relief, da juryen ikke valgte nogen af Opels to nye af slagsen, Crossland og Grandland. Insignia, derimod, blev stemt i finalen af juryen, der i ugens løb gennemførte første kåringsrunde i det midtjyske.
Her skulle den udpege et finalefelt på fem biler men på grund af stemmelighed mellem to af bilerne, valgte juryen i stedet seks finalister: Seat Arona, Opel Insignia, Ford Fiesta, VW Polo, Honda Civic og Volvo XC60.
Sidstnævnte er sammen med Seat Arona finalefeltets to eneste høje biler. Fra hver sin ende af prisskalaen.
Volvo XC60
Volvo’en er en overbevisende SUV. Sikkerheden i top, flot at skue og komfortabel at køre.
Der er et bredt motorprogram, bl.a. med en plug-in-hybrid. Prismæssigt begynder XC60 ved 661.000 kr. for versionen med 190 hk diesel.
Seat Arona
Den anden bil, der er bygget i højden, er Seats smarte crossover Arona, som hviler på Ibiza-platformen. Udenpå en kompakt bil - kun 4,14 meter fra kofanger til kofanger - men indendøre rummelig og med god hovedhøjde både for og bag.
Priserne begynder ved 170.000 kr. for en 1,0 liters version med 95 hk turbobenzin.
VW Polo
Endnu billigere er Seat’ens tyske fætter, den spritny VW Polo, der tager udgangspunkt i samme undervogn som Arona.
Den gennemførte minibil er præget af klassens bedste materialevalg inden døre, den er støjsvag og komfortabel og forholdsvis rummelig.
Prisstart 157.771 kr. for 75 hk benzinversion - uden turbo. Og med behersket udstyrsniveau - eksempelvis uden aircondition.
Ford Fiesta
Finalefeltets billigste er også en minibil, nemlig Ford Fiesta, til priser fra 130.000 kr. for en tre dørs med en 70 hk benzinmotor.
Den byder på knap så god plads som Polo’en men til gengæld klassens bedste køreegenskaber.
Opel Insignia
De fejler heller ikke noget i mellemklassebilen Opel Insignia, som i kraft af mange kvaliteter lige fra stilfuldt design til høj komfort og god rummelighed kan være en dark horse, når slutspurten om Årets Bil-titlen sættes ind.
Insignia, der også imponerer med intelligente forlygter, som stiller skarpt på objekterne i lyskeglen, begynder prismæssigt ved 293.000 kr. for Enjoy-versionen med 140 hk benzinmotor.
Honda Civic
Endelig er der finalefeltets eneste japanske deltager, Honda Civic. Dens kontroversielle design dækker over en køreglad familiebil proppet med udstyr - bl. a. en sikkerhedspsakke med . nødbremse, vejstribealarm og adaptiv fartpilot som standard på alle modeller.
Startprisen er 242.000 kr. for den billigste Civic Comfort med 1,0 liters motor på 129 hk.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.