Vindmøller får dødsstødet
Møllefirmaet Ecopartner ApS opgiver at opstille tre kæmpe vindmøller ved Kvissel. En sejr for demokratiet, mener politiker
KVISSEL: Møllefirmaet Ecopartner ApS opgiver at opstille tre vindmøller i Kvissel, tæt på Frederikshavn.
- Vores forslag til udformning af et nyt projekt med moderne vindmøller har desværre mødt betydelig modstand. Især blandt borgerne i Kvissel by. Vi har derfor besluttet at trække vores forslag, siger Erling Salling Olesen, der er direktør i Ecopartner.
Sejr for demokratiet
Medlem af byrådet i Frederikshavn Kommune, Birgit Hansen (S), kalder beslutningen en sejr for demokratiet.
- Modstanden mod vindmøllerne har været kraftig og intens. Nu er der blevet lyttet til borgerne i Kvissel, og derfor synes jeg, at der er grund til at fejre dagen, siger Birgit Hansen.