Vinterdæk tilpasses efter regnvåde veje frem for is og sne
Nye vinterdæk skræddersys og vurderes i højere grad efter kørsel i vådt føre. Få gode råd til dækvalg i det milde vintervejr
Opdateret 16. november 2022 kl. 14:42
VINTERDÆK: De tider, hvor vinterdæk mest var bygget til sne, sjap og is er forbi. Nu vægter det i langt højere grad, at de kan stå fast på veje, som er fugtige eller våde. Her er der stor forskel på bremselængden. Det viser den nyeste test af vinterdæk fra FDM. Derfor giver det stadig mening at skifte til vinterdæk, selv om vejret pt. er mildt, lyder det fra Søren W. Rasmussen, som er teknisk redaktør hos FDM.
- Der er virkelig fokus på dækkenes egenskaber på våde vej, hvor der er sket en klar opnormering i forhold til for ti år siden. Det er især fordi, vi i Nordeuropa - til og med Danmark - har flest våde veje, siger Søren W. Rasmussen.
Skifter gradvist
Det er tyske ADAC, som er lokomotivet i testene, hvor man altid har afprøvet dækkenes egenskaber ved kørsel på sne og is samt tørre og våde veje. Her fyldte sne tidligere 40 pct. og vådt føre 20 pct. Men her er rollerne ændret, så sne nu dækker 20 pct. og vådt føre 30 pct. mens miljø/rullemodstand og dermed brændstofforbrug også tæller mere.
Søren W. Rasmussen vil ikke direkte pege på et mildere klima som årsagen, fordi erfaringerne viser, at det stadig kan skifte til frost meget hurtigt.
- Det er ikke sådan, at vi har sagt, at nu er klima-forandringerne kommet. Vi ser mere på, hvordan vintrene har udviklet sig, og at man er meget effektiv med snebekæmpelsen, siger han.
Normalt siger man, at vinterdæk har bedre egenskaber ved temperaturer under syv grader. Med de pt. milde temperaturer over syv grader, vil man så ikke kunne risikere at få en længere bremselængde ved at skifte ”for tidligt”?
- Der sker ikke en pludselig ændring af dækkets egenskaber ved syv grader. Her er tale om en glidende forandring. Det betyder, at hvis der er syv grader om dagen, så kan der være nul grader om morgenen, siger Søren W. Rasmussen, der anbefaler et skift nu for at være på forkant.
Vælg dæktype
- Hvis man bremser på fugtig vej, er der stort set ingen forskel mellem sommer og vinterdæk. Hvis man bremser på tør vej ved lune temperaturer som nu, så er sommerdækkene bedre. Men der er ikke kæmpe forskelle, siger Søren W. Rasmussen.
Hvad er rådet i en periode mildt vejr som nu. Skal man vente og følge vejrudsigten?
- Vores råd er klart. Man skal køre med nogle andre dæk end de, som bilen er født med. Her kan man sætte vinterdæk eller helårsdæk på. Men har man har behovet for at kunne køre hver morgen, eller man skal på vinterferie, skal man køre på vinterdæk. Helårsdæk kan være et alternativ for dem, der absolut ikke vil skifte dæk og samtidig kører få km og kun kører, når vejene er ryddede, og godt kan lade bilen stå de dage, hvor sneen vælter ned, siger Søren W. Rasmussen.
Det gælder også, selv om man måske kun kører i en mikrobil i storbyen, mener han.
- Sommerdæk om vinteren er ikke nogen god ide. Selv om man snakker om global opvarmning, så kan sneen alligevel komme pludselig, siger han.
- Helårsdæk klarer sig markant bedre end sommerdæk om vinteren og bedre end vinterdæk om sommeren, men det er ikke lige så godt som de typer, der passer til årstiden, siger han.
Flere muligheder
Søren W. Rasmussen peger på, at der her er tre typer scenarier.
Det ene er, at man selv har vinterhjul hjemme i garagen. Så kan man holde øje med temperaturen og selv sætte dem, hvis vejret skifter. Det andet er, at man har vinterdæk liggende hos et dækcenter eller værksted. Her lyder rådet på at få booket en tid nu og få sat dem på, når det lige passer. Når der først kommer frost, kan blive svært at få en tid. Det sidste scenarie handler om, hvis man skal købe vinterdæk.
- Lav en grundig research og få dem bestilt. Der kan være gode penge at spare ved at gøre hjemmearbejdet godt. Her kan der hurtigt være en timeløn på 1.000 kr. Få dem bestilt hjem hurtigt. Lige som alt andet kan der være leveringstider, siger han.
- Mange vinterdæk på lager, men bilejerne afventer
- Hos værksteder og dækcentre er der masser af vinterdæk på lager, så man er forberedt, lyder det fra Volker Nitz, som er direktør for Dækbranchen Danmark.
- - De udmeldinger vi får fra både dækimportører og grossister er, at der ikke er udfordringer, så vi er parat, siger Volker Nitz.
- Mildt vejr og stigende udgifter på mange områder, får mange bilejere til at holde igen.
- - Vi fornemmer, at der er en vis tilbageholdenhed, og at nogle bilister trækker den længere end normalt. Stigende omkostninger til bl.a. varme og brændstof for nogle til at trække den. Så sæsonen vil nok blive skudt, så der er en smule forsinkelse. Det har så den fordel, at så kan lagrene nå at være helt fyldte, når der kommer vinter, siger Volker Nitz.
- Mønsterdybden tæller
- Rådet fra FDM er klart. Der skal være 3 mm slidbane på vinterdæk. Samme råd lyder omkring sommerdæk. Selv om lovkravet et 1,6 mm. I Tyskland og Østrig lyder anbefalingerne på 4 mm.
Der er et fjerde scenarie. Det gælder dem, som har købt en ny bil. Her lyder rådet på at få hjulene med i handlen og få dem bestilt hjem, så de kommer sammen med bilen.
- Sørg for at få tænkt vinterhjul ind i handlen. Især elbilerne kører på store hjul. Det betyder, at man kan stå med ekstraudgifter på 15.000 – 20.000 og måske 30.000 kr. til vinterhjul. Derfor er det en god ide at tage en snak med forhandleren og får vinterhjul finansieret med i købet, så man ikke bruger alle pengene på udbetalingen og så er blanket af, når bilen kommer og skal have vinterhjul. Så er de klar, når bilen kommer, siger Søren W. Rasmussen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.