Vinterdage med rav, gys og gæk
Ferien behøver ikke blive kedelig
Opdateret 16. februar 2014 kl. 19:01
FREDERIKSHAVN: At holde fri fra skole i en hel uge kan godt blive kedeligt.
Men der er mange tilbud for børn (og voksne) i ferieugen under temaet Vinterdage i Frederikshavn, Skagen og Sæby.
På Sæby og Frederikshavn Bibliotek kan børn fra syv år i dag lave deres eget vikingesværd af liggeunderlag, og torsdag skal der males runesten. Det foregår fra kl. 10.30 i Frederikshavn og fra kl. 13 i Sæby. Fredag kommer Tattoo-Jack og laver vikingetatoveringer i Sæby kl. 10 og i Frederikshavn kl. 14.
Mandag er strandens dag i Skagen. På Skagen By- og Egnsmuseum kan børn fra kl. 11 få hjælp til at lave sjove ting af egne strandfund.
I Sæby tager ravsliberen i Algade, Frants Kristensen, onsdag børn med på stranden og lærer dem at finde rav. Inden turen går til stranden, er der lidt teori.
Tirsdag kl. 16.30 besøger ballonklovnen Ib Skagen Bryghus.
Er man til gys og spooky historier og fyldt 12 år, kan man onsdag tage på guidet aftentur i Gammel Skagen og høre om Klabautermanden og Dødemandsbjerget. Tilmelding på Skagen Turistbureau er nødvendig.
Mere fredeligt går det til på Sæby Museum i dag og på onsdag kl. 11, hvor børn kan høre om fastelavn og selv lave fastelavnsris, gækkebreve og masker i værkstedet.
Torsdag kl. 11 skal der males middelaldervåbenskjolde og spilles gamle spil på Sæby Museum.
Bangsbo Fort har åbent blandt andet i ”børnebunkeren” alle hverdage, hvis vejret tillader.
Er man vild med heste, kan man alle hverdage i ugen komme på staldbesøg om formiddagen fra kl. 10 hos Rosengårdens heste på Rosenhøjvej 41 ved Ravnshøj. Der er mulighed for både at strigle de islandske heste og få en ridetur.
Fredag kan hele familien tage på tur med Sandormen til Grenen kl. 14 og få serveret kakao med flødeskum.
Søndag sætter Det musiske Hus punktum for ferieugen med Katrine fra tv-programmet ”Lille-Nørd” på DR1 og Ramasjang samt Mek Pek og Habbasutterne kl 14.
En fuldstændig oversigt over Vinterdage-arrangementer findes på www.toppenafdanmark.dk.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.