- Virkelig dårligt dommerarbejde

Fortuna Hjørrings træner var meget tilfreds med sine spilleres gejst, og knap så meget med dommerens præstation

Fortuna-træner Brian Sørensen. Arkivfoto:Bente Poder

Fortuna-træner Brian Sørensen. Arkivfoto:Bente Poder

KOLDING:Der var drama for skillingen, da Fortuna Hjørring lørdag eftermiddag leverede et flot comeback og mod slutningen fik vendt 3-1 til 3-4 på udebane mod KoldingQ.

Det var endda til trods megen modgang. Blandt andet i form af skader til Chi-Chi Igbo, der udgik med en lyskeskade, og keeper Maria Christensen, der måtte en tur på skadestuen, fordi hun fik et knæ i hovedet.

- Det er sindssygt flot, at vi kommer tilbage. Spillerne udviste et kæmpe mod og en kæmpe gejst, siger cheftræner Brian Sørensen.

Utilfreds med dommeren

Han fastslår dog, at nordjyderne ikke skulle have haltet bagefter i første omgang. Både fordi holdet vadede i chancer, men også fordi dommeren i flere omgange tog fejl.

Første gang ved målet til 2-1, hvor hjemmeholdet fik scoret på en friløber.

- Der bliver begået et kæmpe frispark mod Mette V. Jensen, men det bliver ikke dømt, og så får de lov til at få den friløber, som de scorede på. Det var virkelig dårligt dommerarbejde, siger cheftræneren, der også var utilfreds smed målet til 3-1, der kom få minutter senere.

Et mål, der blev sat ind på straffespark.

- Der bliver dømt for hånd på bolden, men hun har armen helt ind til kroppen, og man kan jo ikke skære armen af, siger Brian Sørensen.

Kan selv afgøre det

Han kunne dog glæde sig over, at Signe Bruun og Lisa S. Jensen fik nettet i slutminutterne og vendt den faretruende stilling til en sejr.

Det betyder nemlig, at Fortuna Hjørring nu har fire point ned til KoldingQ i kampen om andenpladsen.

- Det er helt afgørende. Nu kan vi selv afgøre det, siger træneren.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.