Vision om multianlæg i Bangsbo
Fodboldklubben Bangsbo Freja satser på at skabe et udendørs aktivitetscenter til brug hele året
FREDERIKSHAVN: Et udendørs aktivitetscenter for alle, der kan bruges året rundt, er visionen i Bangsbo Freja, hvor klubbens formand, Anders Gram Mikkelsen, håber på kommunalt samarbejde til at få etableret et multianlæg til 3,6 mio. kroner.
- Vi vil skabe et aktivitetscenter i Bangsbo Freja for børn, unge, voksne, motionister, klubløse med flere, så klubben bliver et sundt samlingssted i Frederikshavn, fortsætter fodboldformanden.
Planerne i Bangsbo Freja går ud på at udvide klubhuset med en sportscafé/mødested og opgradere grus/græsbanen ”Bjerget” til en aktivitetsbane med helårsgræs og multifunktion.
- Projektet vil kunne løse udfordringerne i forbindelse med den nye folkeskolereform og kommunens sundhedspolitik, ligesom det kan være ramme om fysiske aktiviteter for såvel lokalområdets og resten af kommunens borgere. Endelig vil projektet sikre boldklubben Bangsbo Frejas udvikling de næste 10-20 år, siger Anders Gram Mikkelsen.
Bangsbo Frejas formand mener, at det reelt kun er fantasien, som sætter grænser for aktiviteternes indhold og omfang.
Stigende medlemstal
- Og så mener vi i Bangsbo Freja, at vi har noget at have vores ambitioner i.
- Medlemstallet i klubben har således været konstant stigende de seneste 12-13 år, så vi nu har næsten 500 aktive fodboldspillere, hvoraf langt størstedelen er børn og unge.
- Aktivitetsniveauet er stort med omkring 150.000 registrerede aktivitetstimer, og der afvikles årligt op mod 500 turneringskampe på klubbens anlæg.
En realisering af visionerne vil kræve den største investering nogensinde i klubben.
- Størstedelen af anlægssummen til de nye tiltag skaffer Bangsbo Freja selv, via fonde og egenkapital, men det er nødvendigt at kommunen spiller med og bakker op med finansiering.
- Derfor modtager Byrådet en ansøgning med opfordring fra os i Bangsbo Freja til, at vi i fællesskab løser denne spændende udviklingsopgave, så drømmen kan blive realiseret i 2014, slutter klubformanden.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.