VM-sølv til Thisted-løfter
Matti Christensen vandt onsdag sølv i disciplinen bænkpres ved VM i trekamp
Opdateret kl. 14:13
SYDAFRIKA: Det er blot 14 dage siden, at Matti Christensen fra Thisted Vægttrænings Forening vandt verdensmesterskabet i bænkpres, og onsdag føjede styrkeløfteren endnu en VM-medalje til samlingen.
Denne gang vandt han en sølvmedalje i Sydafrika, hvor deltagerne kæmpede om mesterskaberne i tre kamp i raw-udgaven, hvor deltagerne ikke benytter sig af udstyr som f. eks. specielle dragter. I tre kamp blev Matti Christensen nummer fem i juniorernes 66 kg klasse, og medaljen vandt han i bænkpres.
- Det var helt kanon. Det var mere, end vi havde turdet håbe på. Det primære mål var en disciplinmedalje, og det fik han, og han satte dansk rekord i squat, tangerede den danske rekord i bænkpres og satte ny danske rekord i dødløft, siger Jan Lyhne fra Thisted VF.
I squat - også kaldet benbøj - klarede Matti Christensen 180 kg, og det blev til 152,5 kg i bænkpres og 202,5 i dødløft. Totalt blev det til en ny dansk rekord på 535 kg. Verdensmester i trekamp blev John Cauchi fra Australien med 593 kg, der er ny verdensrekord. I bænkpres blev svenske Eddie Berglund disciplinmester med 180 kg, der også var ny verdensrekord.