Voerså Varmeværk holder på varmen - og vejret
Økonomien så god, at varmeværket må sløjfe en opkrævning, men lukker kommunen Stensnæsskolen, forsvinder den største kunde

Galleri - Tryk og se alle billederne.
SÆBY:Mange små barmarksværker har de seneste år haft ondt i økonomien, men det gælder ikke Voerså Kraftvarmeværk.
Her har de knap 200 forbrugere netop fået en glædelig nyhed om, at varmeværket springer en rate over. Økonomien er ganske enkelt så god, at forbrugerne slipper for at betale 6. rate.
- Varmeværkets økonomi skal hvile i sig selv. Vi må ikke generere overskud, og da værket er gældfrit, og vi ikke har nogle store investeringer, der skal laves, springer vi en opkrævning over, siger kasserer Jørn Fuglsang Christiansen.
Fyrer med naturgas
Varmeværket på Kringelhedevej, der blev etableret i 1993, fyrer med naturgas fra HMN, et fælleskommunalt selskab, der ejes af 32 kommuner i Hovedstadsområdet og 25 kommuner i Midt- og Nordjylland.
HMN forsyner dels værkets kedelanlæg dels en 1500 HK østrigsk Jenbacher-gasmotor.
Gasmotoren, der producerer el og varme, leverer omkring 10 procent af værkets produktion.
Gasmotoren kører kun, når el-prisen er over 45 øre pr. KWh, så det kan betale sig at sælge overskudsstrømmen på det frie marked.
Voerså Varmeværk leverer varme til 198 huse i den lille østkyst-landsby.
I gennemsnit koster det cirka 22.000 om året at opvarme et parcelhus på 130 kvm i Voerså.
Det er trods de faldende gaspriser og værkets sunde økonomi i den tunge ende af skalaen sammenlignet med andre varmeværker i kommunen (se hosstående tabel), og det skyldes først og fremmest de statslige afgifter.
- Der er stor forskel på, hvor godt husene er isoleret. Mens ældre, uisolerede huse kan bruge 25 MWh om året, bruger nye velisolerede huse kun 10 MWh, fortæller driftsleder Kaj Aagaard.
Mange gamle huse
Kun en lille håndfuld af værkets forbrugere har benyttet sig af tilbuddet om gratis termofotografering af deres hus og råd om efterisolering.
- Der er mange gamle, utætte huse, men ældre mennesker tøver med en stor investering, siger driftslederen.
Stensnæsskolen er varmeværkets eneste store kunder. Skolen i Voerså har et varmeforbrug, der svarer til cirka 15 parcelhuse.
Tidligere havde værket også Voerså Kro som storkunde, indtil kroen brændte i august 2006.
- Gør kommunen alvor af at lukke skolen, mister vi vores største kunde, og desuden bliver det svært at få børnefamilier til byen, siger Jørn F. Christiansen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.