Hobro

Voldsmand klippede tommeltot af sit offer

Politiet eftersøger 35-årig, rockerrelateret overfaldsmand fra lokalområdet, som mishandlede 22-årig og med en rosensaks klippede tommelfinger af

Arkivfoto
Arkivfoto

Opdateret kl. 16:59

HOBRO: Et bestialsk overfald på åben gade onsdag over middag i Hobro sluttede med, at overfaldsmanden med en rosensaks klippede venstre tommelfinger af på sit 22-årige offer.

De to mænd, som begge er fra lokalområdet kender hinanden.

Den smertefulde voldshandling fulgte i kølvandet på flere spark og slag.

Umiddelbart derefter søgte den 22-årige tilflugt på den nærliggende Hobro Friskole, hvorfra en ambulance straks blev tilkaldt.

Kendt af politiet

Preben Møller, leder af Efterforskning hos Himmerlands Politi, betegner den 35-årige overfaldsmand som ”rockerrelateret, tidligere dømt og kendt af politiet”.

- Vi ved, hvem han er og eftersøger ham alle tænkelige steder, hvor vi formoder, at han kan opholde sig.

- Manden kørte til og fra gerningsstedet i en bordeauxfarvet Hyundai Accent med registreringsnummeret XS 52 884, og vi tager gerne mod tip fra borgerne på 114, efterlyser Preben Møller.

Set af flere vidner

Det grimme overfald i krydset Jernbanegade og Nyvej nær togstationen blev observeret af flere vidner, men ingen havde i sagens natur lyst til at gribe ind.

I sin Hyundai passede den 35-årige klokken 13.13 sit offer, som spadserede på fortovet, op.

Efter en kort ordveksling sprang overfaldsmanden ud af sin bil, slog og sparkede den 22-årige flere gange, hvorefter han blev trukket hen ad fortovet.

Tommeltot opereret på igen

På det tidspunkt, hvor den 35-årige holdt sit offer i et fast greb, trak han rosesaksen frem og klippede venstre tommeltot over på den 22-årige.

Hvorvidt fingeren står til at redde er uvist. Han blev onsdag opereret på sygehuset.

I mellemtiden fortsætter politiet eftersøgningen af den 35-årige voldsmand.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden