Voldsom brand i hus efter lynnedslag
Familie kom ud af brændende hus i Vendsyssel
Opdateret kl. 07:43
JERSLEV: Kort for midnat tirsdag aften slog et lyn ned i et hus på Klæstrupvej i Jerslev ved Brønderslev.
Det medførte en kraftig brand, og hele 15 mand fra Nordjyllands Beredskab i Brønderslev deltog i slukningsarbejdet.
Indsatsleder Klaus Andersen fortæller, at husets beboere var hjemme, da lynet slog ned. Konen og børnene var gået i seng, men heldigvis var manden stadig oppe. Da strømmen så forsvandt, gik han ud og så, at der var ild i et hjørne af taget. Han sørgede hurtigt for at få hele familien ud.
- Der var godt gang i taget, da vi kom frem. Der kom så lidt hjælp fra oven, fortæller Klaus Andersen med henvisning til et kraftigt regnvejr på det tidspunkt.
Husets 1. sal udbrændte, og stueetagen blev skadet af de store mængder vand, der blev brugt i slukningsarbejdet.
- Familien blev indlogeret på hotel, og vi fik hentet nogle af deres personlige ejendele og billeder ud, fortæller indsatslederen.
Først ved 4.30-tiden kørte sidste mand fra beredskabet hjem.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.