Naboer i oprør: Kæmpesommerhuse bremses
Store sommerhuse med plads til flere familier er populære feriemål, men en plan for 10 nye sommerhuse er for meget
Opdateret 08. september 2023 kl. 10:18
Det er populært at samle flere generationer eller flere familier under samme tag i et meget stort sommerhus, men de store sommerhuse på op til 300 kvadratmeter og plads til 20 gæster eller flere, er ikke altid populære hos naboerne.
Efter en fordebat for en ny lokalplan, der giver mulighed for at opføre 10 kæmpesommerhuse og 10 "almindelige" huse i ét nyt sommerhusområde ved Helledievej i kystbyen Nørre Lyngby nord for Løkken, sætter et flertal af politikerne i Hjørring Kommunes teknik og miljøudvalg nu hælene i.
Indsigerne frygter, at store sommerhuse vil betyde en øget belastning af området med flere mennesker, mere aktivitet, trafik, fester og uro, og derved en støjbelastning for området.
Indsigelserne kommer typisk fra de omkringliggende sommerhusområder, som er bange for, at den fred og ro og uspoleret natur, som de kender i dag, vil blive ødelagt.
Flere er også bekymrede for, at de store sommerhuse vil ændre turistsammensætningen i Nr. Lyngby, så bl.a. børnefamilier og andre, der søger fred og ro, vil blive skræmt væk.
Frygt for sommerhusslum
Hvis ”Store Sommerhuse” ikke skal være ”aben”, uanset hvor de placeres, er det vigtigt, at de placeres i omgivelser, hvor naboer ikke generes. Man kan ikke bare placere en række store sommerhuse tæt ved siden af hinanden. Så skaber man sommerhusslum", skriver formand for den store Nørre Lyngby Grundejerforening med 230 medlemmer, Jesper Sønderkjøge i foreningens indsigelse.
Politikerne har nu tilsyneladende lyttet til indsigelserne og man har besluttet at sende sagen tilbage.
- Det her bliver meget massivt og parcelhus-agtigt, og derfor har vi nu bedt ejendomsudvikleren om at komme med et nyt oplæg, hvor der bliver færre store huse på større grunde, og så de placeres mere i harmoni med naturen, siger udvalgsformand Søren Homann (K).
Helt konkret skal byggeprocenten sættes ned fra 15 procent til 10 procent, hvilket kun vil give plads til seks af de store sommerhuse.
- Men vi må også bare sige, at vi kommer til at give mulighed for at bygge de store sommerhuse, fordi det i høj grad er det som efterspørges, siger Søren Homann.
I en analyse, som Hjørring Kommune lavede i efteråret 2021, blev der udpeget nogle mulige områder til de store sommerhuse, heriblandt området i Nørre Lyngby.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.