Volvos kæmpe-elbil vil sætte nye standarder
Den kommende EX90 får plads til syv, et enormt batteri, lang rækkevidde og bliver den hidtil sikreste model fra mærket, siger Volvo
Opdateret kl. 14:00
GENSTART: Volvo siger, at EX90 starter en ny æra for det næsten 100 år gamle svenske mærke.
Årsagen er klar: Man vil fremover lancere en ny elbil hvert år, og i 2030 vil Volvo udelukkende sælge fuldt elektriske modeller.
Her spiller den nye EX90 en afgørende rolle.
Der er tale om den tredje elektriske Volvo efter XC40 Recharge og C40 Recharge, men den første til at sidde på en dedikeret elektrisk platform: den avancerede SPA2-arkitektur.
Volvo EX90 er teknisk nært beslægtet med den nyligt afslørede Polestar 3, men i modsætning til den model har den store Volvo en tredje sæderække og er generelt større.
Samtidig lander den midt i en stadig mere omfangsrig klasse af enorme SUV'er, som er fuldt elektriske: den nye Audi Q8, der tidligere hed e-tron, BMW iX, Mercedes EQE og EQS SUV, Tesla X og selvfølgelig Tesla Model X.
Klassisk Volvo-design
Stylingen er baseret på Concept Recharge, der blev vist sidste år. Den bevarer velkendte Volvodesignelementer såsom den afskærmede grill, som ses på XC40, og de opretstående baglygter.
Den er også blevet finpudset for aerodynamisk effektivitet for at optimere rækkevidden: Volvo hævder en koefficient på 0,29 i cW-værdi, hvilket dog ikke er så lavt som hos flere konkurrenter.
Bilen går i produktion på Volvos fabrik i USA i løbet af næste år, men de første biler vil først dukke op i Danmark i slutningen af 2023.
Volvo EX90 lanceres i første omgang som de såkaldte Twin og Twin Performance med firehjulstræk, som begge har to elmotorer, der får strøm fra et 111-kWh-batteri. Twin leverer 300 kW (408 hk) og 770 Nm, og i Performance-varianten leveres 380 kW (517 hk) og 910 Nm omdrejningsmoment.
Prisen for Twin-varianten med 408 hk er 955.000 kr. For Twin Performance-varianten med 517 hk er prisen 1.013.000 kr. Beskatningsprisen er 896.900 kr. for Twin-varianten og 951.900 kr. for Twin Performance-varianten.
Prisen for topmodellen er en anelse lavere end den tilsvarende BMW iX xDrive50, men væsentligt dyrere end den mere kompakte Polestar 3, der kan bestilles fra 800.000 kr., men står til 880.000 kr. med Performance-pakken. Samtidig nærmer prisen sig den luksuriøse Mercedes EQS, der også kan tilbyde syv sæder, og som fås fra 1,1 mio. kr.
Enkeltmotorversioner med lavere effekt vil sandsynligvis følge og dermed tilbyde en lavere indstigningspris.
Den nuværende og stadigvæk ganske fremragende XC90 kører uhindret videre, men teknisk er der absolut ingen ligheder med EX90.
Teknik fra Polestar 3
I det store og hele svarer platformen, elmotorerne, batteristørrelsen og opladningsmulighederne til det, vi kender fra den lidt mindre Polestar 3, som blev vist i sidste måned.
Batteriet kan således oplades ved 250 kW, hvilket giver en opladning på 10-80 pct. på 30 minutter.
Med 5.037 mm er EX90 lidt længere end den nuværende XC90. Den er også bredere, men er lidt lavere. Der er et 310-liters bagagerum, når alle syv sæder er i brug, som stiger til 665 liter i femsædet tilstand og 1.915 liter med begge rækker foldet ned. Ved lanceringen vil EX90 køre på 22 tommer alufælge med luftaffjedring som standard.
Flagskibet har en rækkevidde på op til 600 km, og en 0 til 100 km/ t.-tid på 4,9 sek. med den store motoropsætning og er den første Volvo-bil, der virkelig bliver defineret af sin software, siger Volvos CEO, Jim Rowan.
Der er tale om den første store lancering under Rowan, som tog ansvaret for Volvo i marts, og han fortæller, at EX90 ikke bare bliver en ny bil, det vil være en meget avanceret computer på hjul, og som vil "blive bedre med tiden", fordi den kan modtage softwareopdateringer over nettet.
Mest sikre Volvo
EX90' s computerkraft hjælper også med at gøre den til Volvos sikreste model til dato, lyder det.
Et stort fokus på EX90 har været på de sikkerhedsfunktioner, software og hardware, der understøtter bilen. Mest bemærkelsesværdigt er de avancerede Lidar-sensorer, der er standard - det er noget, som koster ekstra på Polestar 3 - med sensoren monteret på forkanten af taget.
Det vil supplere en række andre indvendige og udvendige sensorer og kameraer til at drive avancerede førerassistance-og sikkerhedssystemer.
- Pris: 955.000 kr. og 1.013.000 kr. for Performance Effekt: 300 til 380 kW (402 hk til 517 hk) og 770 til 910 Nm Rækkevidde: Op til 600 km (WLTP) Batterieffekt: 111 kWh (107 kWh brugbar) Opladning: 11 kW (AC), 250 kW (DC) Tophastighed: 180 km/t.
- Bedste acceleration: 0-100 km/t. 4,9 sek.
Den store SUV vil således have et "usynligt sikkerhedsskjold", der kan hjælpe med at reducere ulykker, der forårsager alvorlige kvæstelser eller dødsfald med op til en femtedel, siger Rowan.
Lidar-teknologien, som er fra Luminar og vil blive standardudstyr i alle Volvo’er med tiden, kan registrere fodgængere på op til 250 meters afstand selv ved motorvejshastigheder. Volvo siger, at Lidar og andre sensorer vil forbedre pålideligheden og den samlede ydeevne af dens assisterende kørefunktion, Pilot Assist.
En 15 tommer centerskærm er indgangen til bilens infotainmentsystem, som byder på Google-tjenester, herunder Google Assistant, navigation fra Google Maps og adgang til apps via Google Play.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.