Kristine længes efter to streger. Og en ny begyndelse
Midt i et samfund, der skriger på flere børn, sidder Kristine Kjær med et knust hjerte og en krop, der ikke vil samarbejde
Opdateret 16. maj 2025 kl. 08:39
"Jeg jagter to streger. De er røde, bittesmå – og altopslugende.”
Kristine Kjær vil være mor. Ikke bare lidt. Men helt ind i knoglerne.
Og hun gør alt dét, man skal. Måler, vejer, håber, forsøger. Men gang på gang bliver håbet knust af aborter og biokemiske graviditeter, mens hun tilbringer ensom ventetid i "nulte trimester”.
I podcasten Projekt Baby lukker hun os ind i sin verden – i sit soveværelse, på badeværelset, i hospitalssengen. Dér hvor håbet fødes og dør.
Og hvor samfundets krav om "flere børn til fremtiden" rammer som en lussing, når kroppen ikke spiller med.
I podcasten fortæller Kristine Kjær om den dag, hun mistede sit ønskebarn i en abort. Det var en provokeret abort på grund af misdannelser.
Hun var indlagt på fødeafdelingen på Aalborg Universitetshospital - og beskriver, hvordan hun ville skrige, men ikke kunne få en lyd over sine læber.
- De omsorgsfulde anæstesisygeplejersker sang mig i søvn på et koldt operationsbord med benene i bøjler.
Men podcasten er ikke kun en fortælling om fertilitetsbehandling og tab.
Det er også en kærlighedserklæring til moderskabet og de kvinder og mænd, der prøver, kæmper og ikke altid lykkes. Og det er et opråb: Vi skal tale om det.
Kristines fortælling er både personlig og universel.
Den er et spejl for dem, der står midt i kampen, en øjenåbner for dem, der endnu har valget foran sig – og et opråb til et samfund, der har brug for nye liv, men alt for sjældent ser dem, der kæmper for at skabe dem.
Til dig, der lige nu forsøger at blive gravid: Du er ikke alene. Kristines stemme er også din – rå, ærlig og fuld af håb midt i smerten. Lyt med. Og tal højt. Vi skal høre jer.
Til dig, der stadig har fertiliteten foran dig: Viden er magt. At kende sin krop – og vilkårene for den – er ikke bekymring, det er frihed. Lyt med. Giv dig selv muligheden for at vælge, mens du stadig kan.
Og til os alle: Børnefødsler er ikke bare private drømme – de er vores fælles fremtid. Det er på tide, vi taler om fertilitet med samme alvor, som vi taler om klima, økonomi og velfærd. Lyt med. Og vær med til at bryde tabuet.
Første afsnit er ude – og du finder det på alle tilgængelige podcastapps.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.