Vuggestue fyrer seks

Vuggestue i Brønderslev er for stor et år efter udvidelse

Det er godt et år siden børnene tog den nye afdeling af vuggestuen i besiddelse. Arkivfoto: Bent Bach <i>Bent Bach</i>

Det er godt et år siden børnene tog den nye afdeling af vuggestuen i besiddelse. Arkivfoto: Bent Bach Bent Bach

BRØNDERSLEV:Det er kun lidt over et år siden Vuggestuen Himmelblå i Brønderslev blev udvidet til det dobbelte, men nu ser det ud til at vuggestuen er for stor.

- Desværre er der massiv nedgang i antallet af børn i vuggestuen, og det kommer til at betyde fyringer, oplyser Eva Terp Hansen, der er formand for forældrebestyrelsen i Vuggestuen Himmelblå.

Personalet i vuggestuen bekræfter, at antallet af børn lige nu er nede på 58, og at der til august kun vil være omkring 45 børn i vuggestuen.

Seks pædagoger og medhjælpere er blevet afskediget, så personalenormeringen stemmer med antallet af børn, der skal passes.

Brønderslev Kommunes dagtilbudsleder, Jørn Godsk, bekræfter situationen i vuggestuen.

- Vi må rette os efter efterspørgselen, og den kan svinge lidt op og ned. Nogle forældre er mest til dagpleje, nogle er til vuggestuen. Det ikke så længe siden vi havde en lang venteliste til vuggestuen, siger Jørn Godsk.

Den lange venteliste var årsagen til, at vuggestuen blev udvidet til lidt mere end det dobbelte, men nu er ventelisten væk, og børnetallet i Brønderslev er faldende. Også i dagplejen har der været afskedigelser.

Men Eva Terp Hansen mener også at økonomien får nogle forældre til at fravælge vuggestuen.

- Jeg kan kun tale positivt om vuggestuen, når jeg snakker med folk, men når samtalen er slut, siger de, at de ikke har råd, fortæller hun.

- Folk skal vende hver en 25-øre i disse tider. En vuggestueplads koster ca. 1000 kr. mere om måneden, afhængigt af hvilken dagpleje man vælger.

Forældrebestyrelsen har talt om, hvorvidt en vuggestueplads kan gøres billigere.

Ifølge Jørn Godsk kan kommunen dog ikke øge tilskuddet til vuggestuen. Forældrene skal betale 25 procent af den reelle pris for en plads. Det er lovbestemt.

- Hvis man skal have lavere priser, skal man lave et billigere og ringere tilbud. Det er der ingen aktuelle overvejelser om, siger Jørn Godsk.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.