Wellnesshuset hviler på en fælles idé
Henriette S. Nielsen, Randi Nysted Neckelmann, Anja Nijland og Tove Lauridsen tumler med store planer
VESLØS: Der er ikke mange byer i Danmark af Vesløs’ størrelse, som kan bryste sig af at have sit eget wellness-hus.
Men det kan Vesløs, og ifølge Henriette S. Nielsen, Randi Nysted, Anja Nijland og Tove Lauridsen er mere muligvis på vej i 2013.
Store projekter og store idéer har det med i mange tilfælde at opstå af tilfældigheder.
Sådan var det også i nogen grad med opstarten på wellnesshuset i Vesløs.
Løfter i fællesskab
Butikken på Vesløs Stationsvej 22B er i dag omdrejningspunkt for Henriette Salomon Nielsen, som er exam. massør. Desuden sælger hun Aloe Vera og smykkemagneter, og så bor Henriette i wellnesshuset.
Randi Nysted Neckelmann er uddannet kranio sakral terapeut, og hun bor i Feggesund.
Anja Nijland bor i Klitmøller, og er uddannet frisør. Anja Nijland kører rundt til sine kunder, men er nu også i wellnesshuset i Veløs to gange om ugen.
Den fjerde bruger af wellnesshuset er hudplejer og fodterapeut Tove Lauridsen, og hun bor i Fjerritslev.
Den spæde begyndelse
Det hele begyndte med Henriette S. Nielsen, som kender Jørgen Jakobsen - bedre kendt som Blomster-Jørgen.
- Han overtog 1. juni Vesløs Kro, og med i handlen var desuden ejendommen og butikken Vesløs Stationsvej 22B, som muligvis med tiden kunne blive indrettet med værelser i tilknytning til kroen, fortæller Henriette S. Nielsen.
For en del år siden var butikken i øvrigt samlingspunkt for en gruppe kunsthåndværkere fra Vesløs og omegn.
Bestyrer af kroen
I december 2011 blev Henriette S. Nielsen bestyrer af Vesløs Kro, og boede på det tidspunkt i kroens nabovilla. Men der var der for meget plads.
1. juni i år tog hun skridtet, og flyttede over til den anden side af Vesløs Stationsvej, og i løbet af efteråret begyndte tanken om et wellnesshus at tage form.
- Jeg lejede hele butikken af Jørgen, men snart fik jeg følgeskab af de tre andre, fortæller Henriette S. Nielsen.
Kontakter på kryds og tværs
Anja Nijland og Henriette S. Nielsen havde uden selv at vide det en fælles bekendt på Vesløs Kro. På den måde fik Anja kendskab til wellnesshuset.
Hun fortæller, at hun var til en reception, hvor også kokken Ole Larsen fra Vesløs Kro var til stede.
- Ole fortalte mig, at Henriette S. Nielsen var ved at starte et wellnesshus, og så kontaktede jeg hende, fortæller Anja Nijland.
Randi Nysted Neckelmann kom i kontakt med Henriette S. Nielsen, fordi hendes søn 21-årige Martin ringede til Randi for at aftale tid for en behandling.
- Han fortalte mig, at hans mor var i gang med at starte et wellnesshus, og så kontaktede jeg Henriette, som jeg kendte og øvede mig på, da jeg uddannede mig, fortæller Randi Nysted Neckelmann.
Tove Lauridsen har i 12 år været selvstændig hudplejer og fodterapeut. Hendes historie er såmænd ikke så meget anderledes end den, Anja Nijland og Randi Nysted Neckelmann fortæller.
- Jeg blev også kontaktet af en kok fra kroen, men det var nu ikke Ole Larsen, fortæller Tove Lauridsen.
Under alle omstændigheder fik hun kontakt til Henriette S. Nielsen, og dermed var ringen sluttet, og de fire voksne kvinder var nu klar til at udvikle videre på wellnesshuset.
Skiftende tider
Til en begyndelse lejede Henriette S. Nielsen kun butikken, men det stod hurtigt klart, at Randi, Anja og Tove krævede mere plads, og lejemålet blev udvidet til også at omfatte bagbutikken og værelserne.
De fire kvinder er i wellnesshuset på forskellige tidspunkter af ugen.
Det ligger fast, at Anja Nijland er i huset tirsdag og torsdag, mens Tove Lauridsen, Henriette S. Nielsen og Randi Nysted Neckelmann aftaler tid med deres klienter.
Idéerne stå i kø
Henriette, Tove, Randi og Anja er stadig i opstartsfasen, og deres engagement har fokus på at oparbejde en kundekreds.
- Selv føler vi, at vi har godt med liv i huset, og at vi er kommet godt i gang, siger de mere eller mindre i munden på hinanden.
Fremtiden bliver vendt i tide og utide, og de ser for sig, at der inden for en kort tidshorisont både er kursuscenter, sauna og spa. For ikke at nævne foredragsvirksomhed, hvor Tove, Randi, Henriette og Anja til en start øser af deres egen viden. Og det kunne være workshops.
Det forestiller de fire kvinder sig kunne blive indrettet og afviklet i lokalerne ved enden af Vesløs Stationsvej, hvor der tidligere var både bibliotek og pengeinstitut.
- Det kunne ske i et samarbejde med kroen, hvor der er værelser og køkken, siger de, der forestiller sig et kraftcenter for alternativ sundhed og helbredelse.
Og interessen er absolut til stede.
27. november afviklede de en introduktionsaften, og til deres glædelige overraskelse mødte tæt på 30 interesserede op.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.