White Hawks vandt dramatisk opgør

Frederikshavn White Hawks satte 3-0 føring over styr, men vandt alligevel på straffeslag i Odense

Anders Kjærgaard
Nick Olesen nettede to gange i opgøret i Odense.Arkivfoto: Bent Bach
Frederikshavn White Hawks 2. januar 2018 21:23

ISHOCKEY: Frederikshavn White Hawks avancerer til andenpladsen i Metalligaen i ishockey, efter at holdet tirsdag aften vandt 5-4 i Odense efter forlængelse og straffeslag.

White Hawks viste stor kynisme i første periode.

To af holdets første tre skud mod hjemmeholdets mål resulterede således i scoringer.

Først bragte Mark Hurtubise gæsterne i front i power play, og kort efter var Nick Olesen på pletten med frederikshavnernes anden scoring.

Da var der blot gået syv minutter.

I fortsættelsen sad høgene tungt på kampen, og det var derfor ganske logisk nordjyderne, der atter scorede.

Målscorer var igen en sprudlende Nick Olesen.

Bagud 0-3 efter første periode havde Odense brug for en alvorlig snak i omklædningsrummet.

Og det hjalp, for fynboerne kom forvandlede ud til 2. periode, som de satte sig tungt på.

Belønningen kom efter fire minutter, da Sebastian Ehlers fik scoret hjemmeholdets første mål og reducerede til 1-3.

Målet rystede høgene, og bare to minutter senere bragte Nicolai Eriksen for alvor spændingen tilbage i opgøret med sit mål til 2-3.

Kampbilledet ændrede sig ikke markant i tredje periode, hvor hjemmeholdet fortsat var toneangivende, og otte minutter inde i periode fik Dale Mitchell udlignet til 3-3.

Høgene havde chancen for atter at komme i spidsen kort tid efter, men Mark Hurtubise formåede ikke at omsætte et straffeslag til mål.

Anderledes skarp var Anthony DeLuca, da han godt fire minutter før tid bragte høgene på 4-3.

Men 29 sekunder før tid slog opgøret endnu en kolbøtte, da Sebastian Ehlers udlignede.

De fem minutters tillægstid gav ingen afgørelse, og dermed måtte der straffeslag til for at finde en vinder.

Her afgjorde Henrik Eriksson den dramatiske kamp til høgenes fordel.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...