WHO finder undervariant af omikron i 40 lande

Ifølge Verdenssundhedsorganisationen er undervarianten BA2 på vej frem. Omikron er stadig dominerende globalt.

WHO Director General <i>Salvatore Di Nolfi/Ritzau Scanpix</i>

WHO Director General Salvatore Di Nolfi/Ritzau Scanpix

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, advarer om, at en undervariant af omikron er på vej frem.

Det skriver nyhedsbureauet dpa.

WHO betragter ikke varianten som værende af bekymring, men organisationen overvåger den nøje, efterhånden som antallet af tilfælde stiger.

Undervarianten, der omtales som BA2, er i vækst i blandt andet Danmark og Storbritannien. Varianten er også blevet påvist i USA, men den menes at være meget sjælden i landet.

Ifølge WHO er varianten blevet fundet i mere end 40 lande. Det inkluderer også Filippinerne, Indien, Sverige og Singapore.

De første meldinger lyder, at den ikke ser ud til at være mere dødelig end tidligere varianter.

I mellemtiden er omikronvarianten fortsat en bekymring hos WHO, og antallet af nye smittetilfælde verden over har igen sat rekord den seneste uge.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Ifølge WHO er der i løbet af de seneste syv dage blevet registreret 21 millioner nye smittetilfælde, hvilket er det højeste siden pandemiens begyndelse.

Det svarer til en stigning på omkring fem procent fra den foregående uge. Til gengæld er stigningen faldet fra 20 procent ugen før.

- De lande, der oplevede en hurtig stigning i omikrontilfælde i november og december, er begyndt at se et fald i antallet af nye tilde, lyder det fra WHO ifølge AFP.

Mens det er omikronvarianten, der dominerer på verdensplan, er deltavarianten på tilbagetog. Deltavarianten var den klart mest dominerende variant før omikron.

Omikronvarianten tegner sig for 89,1 procent af de smittede den seneste uge, mens deltavarianten udgjorde 10,7 procent på verdensplan.

Den seneste uge har WHO desuden registreret cirka 50.000 coronarelaterede dødsfald verden over. Det er nogenlunde det samme dødstal som ugen før.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden