Wilbek: Vi tager, hvem der kommer
Danske profiler får en afslappet dag mod Island
HERNING: Den danske landstræner Ulrik Wilbek var naturligvis en glad og lettet mand efter den danske sejr mod Ungarn mandag aften - en sejr, der samtidig sikrede Danmark en semifinaleplads, endda som gruppevindere.
Og netop det faktum kommer til at få betydning for indsatsen i den sidste - og for Danmark nu ubetydelige gruppekamp mod Island onsdag aften.
- Det er klart, at vi skal sørge for at spare nogle af de spillere, der kommer til at være meget i aktion i de afgørende kampe. Jeg tror ikke, jeg behøver at sætte navne på, hvem det er - det kan i næsten selv regne ud, siger landstræneren, der helt sikkert henviser til Mikkel Hansen og forsvarskrumtappen Rene Toft Hansen.
Danmark kan nu begynde kigge på, hvem der skal være modstanderen i semifinalen - meget tyder på, at det bliver Kroatien, men meget kan ske i den noget mere åbne mellemrundegruppe i Aarhus.
- Jeg har ikke tænkt så meget over det - vi tager, hvem der kommer. Men det er da klart, at kroaterne eksempelvis bruger mange af de samme spillere, og det kan da sagtens tænkes, at de er en lille smule trætte, når vi kommer til de afgørende kampe.
Danmark får ikke en fordel af en ekstra hviledag - begge mellemrundepuljer bliver nemlig afsluttet onsdag, og der er derfor ingen hold i kamp torsdag.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.