Mange spørger, hvordan vi skal beskytte skolen mod AI. Jeg mener, vi i højere grad bør spørge, hvad det egentlig er, vi ønsker at måle. 

Tag den skriftlige eksamen i dansk i gymnasiet. En elev sidder i fem timer og producerer tre-fire sider tekst. Det er blevet så naturligt, at vi næsten ikke længere spørger hvorfor. Men hvor ofte møder man senere i livet en situation, hvor man skriver alene i fem sammenhængende timer uden adgang til hjælpemidler, kolleger eller digitale værktøjer? 

De fleste professionelle arbejder i et samspil mellem egen viden og ekstern støtte. Det gælder journalister, advokater, lærere og embedsmænd. Det betyder naturligvis ikke, at fordybelse er overflødig. Jeg er imidlertid lidt bange for, at vi i årtier har forvekslet fordybelse med varighed. Man kan tænke dybt på 55 minutter, ligesom man kan sidde fem timer uden at tænke særligt dybt. Derfor kunne jeg godt forestille mig kortere og mere intensive prøveformer i dansk. En elev kunne få halvanden time til at skrive en fortolkning, en analyse eller en argumenterende tekst, hvor kvaliteten af tankerne vægter højere end mængden af tekst. 

Nogle vil indvende, at elever skal kunne skrive længere sammenhængende fremstillinger. Det er rigtigt. Spørgsmålet er blot, om eksamen nødvendigvis er det sted, hvor denne kompetence skal måles. Samtidig bør vi erkende, at udfordringen ikke begyndte med ChatGPT. Studienet fandtes længe før AI. I årevis har elever kunnet finde færdige analyser af kendte værker online. AI har ikke skabt problemet, men gjort det synligt.

Kunne man faktisk tænke sig, at teknologien afslører, at nogle af vores opgaver allerede var blevet for forudsigelige. Derfor bør danskfaget vende tilbage til noget af det, det er bedst til, nemlig fortolkning som en levende proces. En AI kan generere svar, men den kan ikke have en personlig erfaring med en tekst eller mærke, hvorfor en formulering rammer et menneske. 

Fremtidens stærkeste opgaver bliver i min optik dem, hvor elever skal vurdere, sammenligne, prioritere og argumentere. Her kan AI endda bruges som træningsredskab. Elever kan sammenligne forskellige fortolkninger, finde fejl i en analyse eller diskutere argumenter med maskinen. Det er klassiske dannelsesøvelser, blot med en ny samtalepartner. 

Den største risiko er ikke, at elever bruger AI. Den største risiko er, at de bruger AI uden at tænke. Præcis som Google ikke gjorde mennesker dummere, men gjorde kildekritik vigtigere. Præcis som Word ikke ødelagde stavningen, men ændrede vores forhold til korrektur. 

Teknologier ændrer altid de færdigheder, der er centrale. Før var udfordringen at producere tekst. I stigende grad bliver udfordringen at vurdere, vælge, sortere og tænke. Debatten burde flytte sig lidt væk fra kontrol og lidt tættere på dømmekraft.

Hvis AI er kommet for at blive, giver det næppe mening at uddanne unge til en verden uden kunstig intelligens. Målet må være at uddanne unge mennesker, som kan tænke selv, når intelligensen ikke længere kun findes i deres eget hoved. Det spørgsmål er langt mere interessant end endnu en diskussion om, hvorvidt elever må åbne ChatGPT.