Xergi leverer stort biogasanlæg til varmeværk
Første større biogasprojekt i Danmark i lang tid

Mens det danske marked har ligget underdrejet, har Xergi leveret adskillige biogasanlæg i udlandet. Her for eksempel et, der er købt af den engelske grøntsagsproducent Staples Vegetables.Arkivfoto
STØVRING:Xergi, en af landets førende virksomheder inden for biogas-anlæg, er blevet hyret af Vegger Varmeværk til at firedoble kapaciteten på dets biogasanlæg og levere en banebrydende teknologi til forbehandling af biomasse, skriver NORDJYSKE Stiftstidende.
Dermed får Xergi til opgave at gennemføre det første større biogasprojekt i Danmark, siden politikerne i 2012 besluttede at øge støtten til biogas.
- Efter at have bearbejdet et afventende dansk marked gennem en årrække er det glædeligt, at vi nu endelig kommer i gang med det første større projekt herhjemme, siger administrerende direktør Jørgen Ballermann fra Xergi, der har hjemme i Støvring.
Mens det danske marked har været afdæmpet, har Xergi leveret en række biogasanlæg i Storbritannien, Frankrig, Sverige og USA.
Ny teknologi
Det har givet mulighed for at fortsætte udviklingen af virksomhedens teknologi, hvilket også kommer til at præge biogasanlægget i Vegger. Leverancen kommer nemlig til at omfatte en teknologi med navnet X-chopper, der gør det muligt at få betydelige mængder gas ud af dybstrøelse, som er en blanding af husdyrgødning og halm.
X-chopperen nedbryder dybstrøelsen i små dele, så den bedre kan blandes med den øvrige biomasse i biogasanlægget, og så bakterierne i anlægget lettere kan fortære den. Dermed kan det høje gaspotentiale i dybstrøelsen udnyttes.
Den kraftige forøgelse af produktionskapaciteten har været en forudsætning for en aftale om levering af biogas til det nærliggende Arla Foods-mejeri i Bislev.
Som hidtil vil en del af gassen desuden blive udnyttet på Vegger Varmeværk, der leverer fjernvarme i Vegger og sælger el via elnettet.
Den nye del af anlægget skal ifølge planerne sættes i drift i sommeren 2014.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.