Xi: Klimamål må ikke påvirke fødevaresikkerhed og livskvalitet
Økonomiske udfordringer har gjort Kinas regering nervøs for, hvordan klimaomstilling vil ramme landets vækst.
Kinas mål om at reducere CO2-udledningen må ikke gå ud over landets energi- og fødevaresikkerhed eller befolkningens muligheder for at leve et "normalt liv".
Det siger Kinas præsident, Xi Jinping.
Kina, der er verdens største udleder af drivhusgasser, er de seneste år kommet under pres for at øge klimaambitionerne og gøre mere for at tackle den globale opvarmning.
Men stigende økonomiske udfordringer har gjort regeringen bekymret for, hvad det kan komme til at betyde for landets jobskabelse og vækst.
I en tale til lederne af det regerende kommunistparti siger Xi Jinping, at Kina er nødt til at "overvinde idéen om hurtig succes" på klimafronten og fortsætte med forsigtighed.
Talen er blevet publiceret sent mandag aften lokal tid.
- At reducere udledningen (af drivhusgasser, red.) handler ikke om at reducere produktiviteten, og det handler heller ikke om slet ikke at udlede, siger Xi ifølge det statslige nyhedsbureau Xinhua.
- Vi er nødt til at holde fast i den overordnede plan og garantere forsyningssikkerhed, sikkerheden af de industrielle forsyningskæder og fødevaresikkerheden, samtidig med at vi reducerer udledning af CO2.
Kinesiske politikere har siden et stort nationalt økonomisk møde i slutningen af sidste år flere gange understreget, at Kina "prioriterer stabilitet" i 2022.
/ritzau/Reuters
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.