Yderligere 22.396 coronatilfælde - 23 færre er indlagt
Der er registreret det højeste antal coronatilfælde i fem dage, viser tal fra Statens Serum Institut.
Der er det seneste døgn registreret yderligere 22.396 coronatilfælde i Danmark. Det oplyser Statens Serum Institut (SSI).
Det er det højeste antal siden 5. januar, hvor smittetallet blev opgjort til 25.995.
Tirsdag morgen var der 754 indlagte med covid-19 på de danske hospitaler. Det er 23 færre end et døgn tidligere.
Det er dog ikke alle, der er indlagt på grund af corona. Nogle er også indlagt med andre diagnoser, og så har de tilfældigvis også covid-19.
SSI har anslået, at omkring hver fjerde coronasmittede patient i december var indlagt af andre årsager.
Blandt de indlagte har 73 tirsdag brug for intensiv behandling, hvoraf 46 har brug for hjælp fra en respirator til at trække vejret.
Det er i begge tilfælde én mindre end et døgn tidligere.
Yderligere 14 smittede er afgået ved døden. Det bringer det samlede dødstal under epidemien blandt smittede op på 3408 i Danmark.
/ritzau/