Yderligere 41.083 coronatilfælde - 45 færre er indlagt
Omikronvarianten når ikke så let ned i lungerne og forårsager mindre alvorlig sygdom, påpeger anæstesilæge.

Doorstep med Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) Philip Davali/Ritzau Scanpix
Der er det seneste døgn registreret yderligere 41.083 coronatilfælde, oplyser Statens Serum Institut lørdag.
Det er sket på baggrund af 208.389 PCR-prøver, hvor man bliver podet i svælget for coronavirus.
Dermed er cirka hver femte af de testede konstateret smittet med coronavirus.
2332 af tilfældene er personer, der tidligere har været smittet med covid-19.
Antallet af smittetilfælde toppede fredag med 53.655 nye coronatilfælde samt 967 indlagte med corona.
Lørdag er antallet af indlagte med corona faldet med 45 til i alt 922 personer.
Af dem er 35 indlagt på intensivafdelinger.
Anæstesilæge og formand for Lungeforeningen Torben Mogensen mener, det er for tidligt at erklære, at epidemien er på retur.
- Jeg forventer, at vi vil se stigende smittetal, ikke mindst når alle restriktionerne falder fra 1. februar, siger han.
Statsminister Mette Frederiksen (S) oplyste forleden, at restriktionerne udløber, da covid-19 ikke længere betragtes som en samfundskritisk sygdom.
En vurdering, som Torben Mogensen deler.
- Vi har omikronvarianten nu, og den sætter sig i næsen og svælget og giver mild sygdom. Den når ikke ned i lungerne, hvor den kan give kritisk sygdom, sådan som vi har set med tidligere varianter.
Desuden peger han på, at lungepatienter og andre sårbare grupper er godt beskyttet med vaccinen.
Tallene fra seruminstituttet viser, at 80,7 procent af befolkningen har fået mindst to vaccinestik. 60,5 procent har også fået et tredje vaccinestik til at booste effekten.
Tallene viser også, at op mod 1,6 millioner danskere har været smittet med covid-19 siden 2020.
En bred immunitet sammenholdt med en mild variant af virusset betyder ifølge Torben Mogensen, at vi har lagt det værste bag os.
- Jeg håber på, at vi nu er i gang med slutspillet for coronavirus, og at vi snart vil se toppen, hvorefter det vil forsvinde.
Der er registreret 17 nye coronarelaterede dødsfald. Samlet set er 3717 personer med corona afgået ved døden.
Det seneste døgn er der også foretaget 179.666 lyntest. De positive tilfælde indgår ikke i smittetallene grundet usikkerhed om resultatet.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.