Zinck forventer stor præstation
I eftermiddag får nyoprykkede Thisted FC muligheden for at revanchere deres første nederlag i sæsonen
HVIDOVRE: Det er kun fire dage siden, at Kolding IF gav en rids i lakken på den velsmurte Thisted FC-karavane, der længe havde kørt på alle cylindere mod solnedgangen og den ubesejrede sæson. Sådan skulle historiebøgerne ikke skrives i denne omgang, og nu jagter Bo Zincks tropper en fornuftig afslutning på en stadig fænomenal sæson. Den næstsidste kamp spilles i eftermiddag på Hvidovre Stadion, og den snart forhenværende cheftræner forventer mere, end han så i torsdags.
- Det var en god første halvleg mod Kolding, og vi havde chancerne for at score, men vi mødte bare et hold, der var mere koncentrerede, fordi de spillede for oprykning. Det kunne man se, siger Bo Zinck, der efter oprykningsfejringen gik og ventede i spænding på, hvornår holdet ville lukke gas ud af ballonen.
- Løbemæssigt var det fint, men der manglede noget kvalitet. Jeg forventer, at vi præsterer mod Hvidovre, for det er nogle svære kampe, vi har tilbage. Det er altid rart at komme hurtigt på banen, så man kan rejse sig, siger cheftræneren.
Som det har været i snart to år understreger Bo Zinck, at holdet ikke tager kamptrøjerne på uden at gå efter det fulde udbytte, men på nuværende tidspunkt er der flere vigtige parametre.
- Der er mange ting, der fylder. Holdet skal forberede sig mentalt til 1. division, og der er kontraktforhandlinger. Vi har også roteret en del, og så må vi se hvilket resultat, vi får med. Om det bliver tre, fire eller seks point i de to sidste kampe betyder ikke det helt store i øjeblikket, siger Bo Zinck.
Mod Kolding sad både Mads Lauritsen, Martin Søndergaard og Mikkel Agger ude med skavanker, men de er klar til kampen mod Hvidovre. I resten af sæsonen tager holdet ingen chancer.
- Jeg har et ansvar for, at holdet går på sommerferie i bedst mulig tilstand. Hvis de har så meget som en blå negl, får de ikke lov til at spille, siger Bo Zinck.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.