Åbner porten til fortiden

Jeg får helt sug i maven af at være her.

Peter Gantzler går gennem gården bag sin barndoms karré. Peger mod lejligheden, hvor han blev født, og vender sig mod den, hvor han siden voksede op. Fra førstesalslejligheden i det, der dengang hed Godthåbs Have, var der fra den ene side udsigt til Frederiksberg Svømmehal og fra den anden side til gården, som i årevis var verdens centrum. Her løb kvarterets unger i timevis og legede og spillede fodbold og lavede drengestreger.

- Arret her fik jeg, da den der rude blev smadret, siger han og rækker håndleddet frem, mens han nikker mod døren til sin opgang. Øjeblikke efter står vi indenfor og dvæler ved gelænderet og trappen, der er det samme som dengang. Og elevatoren. En snæver kasse med plads til max tre personer, som alligevel snildt rummede en håndfuld knægte, der - når de hoppede i takt - kunne få mekanikken til at rykke sig nogle drilske centimeter.