Autentisk italiensk takeaway scorer topkarakter: Bedste pizza, jeg har smagt i Aalborg
Lille italiensk café i hjertet af Aalborg leverer luksus-takeaway til rimelige priser

Foto: Carl Emil Nielsen
AALBORG:Stedet er nemt at overse. Men har man hang til italiensk mad, glemmer man næppe La Bottega, når man først har prøvet den.
Min gode ven havde brugt hele dagen på at flytte og var sulten, så jeg tilbød at hente aftensmad fra den lille italienske café. Og lad os bare slå det fast til at starte med - det var et valg, vi ikke fortrød.
La Bottega har et dejligt, overskueligt online-menukort, der består af pizza, panini, pastaretter og forskellige antipasti. Vi besluttede os for at prøve lidt forskelligt og bestilte derfor en pizza, en ravioli og en enkelt antipasti til deling.

La Bottega har café og gårdhave med masser af siddepladser. Foto: Carl Emil Nielsen
Café fuld af liv
La Bottega ligger lidt skjult i Cortesgyde mellem Nytorv og Klostertorv. Udefra så stedet ikke ud af meget, men da jeg åbnede døren, summede det af liv.
Der var fyldt med gæster, der havde taget plads i den lille café. Udenfor kunne man også spotte en hyggelig gårdhave. Den stod tom, men det var formentlig bare på grund af det lidt kølige vejr.
Forrest i caféen stod en køledisk fyldt med hjemmelavede italienske specialiteter. Den indeholdt blandt andet et hav af forskellige pølser, skinker, ost og oliven. Bag køledisken kunne man kigge ind i det åbne køkken, hvor der tydeligvis var travlt, selvom det var tirsdag aften.

Der er mulighed for at købe et væld af italienske delikatesser i butikken. Foto: Carl Emil Nielsen
Da der var gået præcis 20 minutter, fik jeg min bestilling. Det var praktisk pakket ind og nem at tage med hjem. Jeg så, at der var italienske øl på køl, så dem snuppede jeg også to af.
Ingredienser spillede sammen
Gåturen hjem varede et cirka kvarter, og der var en kølig brise udenfor. Alligevel var både pasta og pizza rygende varm, da vi åbnede for retterne hjemme i stuen.

Indpakningen var praktisk og holdt maden varm, indtil jeg kom hjem. Foto: Carl Emil Nielsen
Jeg startede med at smage på raviolien. Den var fyldt med spinat, skinke og ricotta og lå i en krydret tomatflødesovs med parmesan på toppen. Dertil var der to stykker stenovnsbagt ciabattabrød.
Smagskombinationen sad lige i øjet. Fyldet var salt og indeholdt masser af smag. Det var helt tydeligt en kvalitetsskinke, der var anvendt. Det var en anelse tørt, men med den syrlige tomatsovs, som der i øvrigt var rigeligt af, spillede det perfekt sammen. Vigtigst af alt var pastaen kogt perfekt al dente.

Ravioli med tomatflødesovs og ciabatta. Foto: Carl Emil Nielsen
Pizza i topklasse
Det kan være en jungle at finde rundt i de massevis af pizzasteder, der findes i Aalborg. Men jeg har i hvert fald fundet ud af, hvor jeg fremover skal bestille fra, hvis det skal være autentisk italiensk.
Jeg havde bestilt en Pizza 4 Stagioni med skinke, mozzarella, champignon, oliven og artiskok. Der var masser af fyld på, men det betød ikke, at pizzaen blev tung og slatten. Tværtimod holdt den stenovnsbagte bund sig sprød hele vejen i gennem.

Pizza 4 Stagioni. Foto: Carl Emil Nielsen
Igen skal råvarerne fremhæves, for der var virkelig smæk for skillingen, hvad angår smag. Det er helt sikkert den bedste pizza, jeg har fået i Aalborg, og min medspiser var enig.
Det glemte guld
Vi startede med hovedretterne for at smage dem, mens de var varme. Derfor glemte vi næsten den Vitello Tonnato, vi havde købt til deling. Retten består tyndtskåret kalvekød, tunsauce og kapers.

Vitello Tonatto. Foto: Carl Emil Nielsen
Der var nok mad i hovedretterne til at mætte os, men den Vitello Tonnato var altså kirsebærret på toppen af kransekagen. Kødet var surrealistisk mørt, og der var rigeligt af det, selvom det kun var en forret. Dertil var der også ciabattabrød. Hvis man blot er lidt sulten, kan den sagtens gå an som en hovedret.
De to italienske øl, vi drak dertil, var også glimrende. De var ikke en kæmpestor oplevelse, men til 25 kroner pr. styk er der altså værdi for pengene her.
OM ANMELDEREN: CARL EMIL NIELSEN
Jeg er en 24-årig mand, der bor i Aalborg Vestby.
I en hverdag med mange aktiviteter på programmet bliver madlavningen derhjemme sommetider nedprioriteret.
Når jeg kommer hjem fra fodboldtræning, og aftensmads-udsigterne for tredje dag i træk står på rugbrødsmadder, lader jeg mig derfor gerne friste af byens mange takeaway-tilbud.
Jeg sætter pris på simpel mad, hvor de gode og friske råvarer er i fokus. Jeg vil hellere spise en burger med fire gode ingredienser end en med 10 middelmådige. Økologi er også et plus i min bog.
Topkarakter til italieneren
Alt i alt kom vi af med 293 kroner. Det kan måske lyde til at være i den dyre ende. Men når man får en pizza af den kvalitet til 79 kroner, er det helt fair. Desuden havde man ikke behøvet en forret for at blive mæt.
Jeg var imponeret af stedet, og det er helt bestemt ikke sidste gang, jeg bestiller mad herfra. Maden var i særklasse, prisen var rimelig, og ventetiden var overkommelig.
LA BOTTEGA
Åbningstider: Mandag-torsdag 12-20, fredag og lørdag 12-21.
Adresse: Cortesgyde 6, 9000 Aalborg
Der er generelt ikke meget dårligt at sige om La Bottega. Derfor scorer den lille italiener topkarakter: seks ud af seks sodavand.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.