Burgerkæde er blevet en anmelder-darling - men er det virkelig SÅ godt?
Du kan næsten finde den i samtlige større byer - fra Jylland over Fyn og til København. Dansk burgerkæde har fået vokseværk og er blevet rost til skyerne, men er de burgere virkelig så gode?

En god og mættende portion mad, men er burgerne virkelig så gode som anmelderne siger?
AALBORG:Burgere er næsten blevet ethvert gadehjørnes eje. Og bevares, det er godt nok sjældent, at man ikke lige kunne spise en god, saftig burger. Julen står for døren, og inden det hele går løs med and, flæskesteg, sovs og kartofler, beslutter jeg mig for at invitere en veninde på en solid burger-aften på en halvkold mandag.
Det kan være svært at vælge, hvor brugerne skal komme fra, for der er rigtig mange steder at vælge imellem, men vi bliver hurtigt enige om en kæde, som inden for det sidste halve år har scoret seks stjerner hos både Jyllands-Posten og Politiken: The Burger Shack.
Burgerkæden markedsfører sig selv på økologi, bæredygtighed og dyrevelfærd - noget som i kraft at klimakrisen, er blevet vigtigt for rigtig mange, når de skal spise. Desuden bryster de sig af at have burgere for alle - lige meget om man er vegetar, veganer eller noget helt tredje.
Om anmelderen: Regitze Christensen
Jeg er en 27-årig kvinde, som for nyligt har plantet fødderne i Aalborg i en stor lejlighed sammen med to gode venner.
Jeg elsker mad, men bliver også tit spurgt, om jeg er kræsen, for bevares, der er ting jeg ikke kan lide - måske lidt flere end de fleste på min alder (og som regel er det noget med konsistenser, for eksempel champignoner)
Jeg er generelt glad for det meste takeaway: pizza, burger, kinesisk, sushi, mexikansk. Så længe det ikke er for stærkt.
Jeg er så småt begyndt at mindske mit kødindtag og prøver at undgå det, så vidt muligt, i min hverdag - så jeg er nok det, man vil kalde en fleksitar - en fleksibel vegetar. Se bort fra det i denne anmeldelse.
Tre ud af seks
Efter beslutningen er truffet, og valget er faldet på shackken, skal vi i gang med at vælge og bestille. Vi gør det online via deres egen hjemmeside. Det hele er meget overskueligt og brugervenligt, og det er nemt at kigge igennem deres relativt spinkle, men solide menukort. De har seks forskellige burgere.
Vi beslutter os for at prøve tre burgere: Shack Burger, Shack Burger Chicken, Veggie Shack Burger. Vi opgraderer to af dem til menuer, som giver os en dåsesodavand og en omgang pommesfrites med for 34 kroner ekstra. Foruden burger, fritter og sodavand, vælger vi også af tilkøbe tre dips som vi kan dyppe i: Shack-mayo, chili-mayo og trøffel-mayo.
Det hele ender med at koste 249 kroner, og det er sådan set en ganske rimelig pris for den mængde mad, vi får. Efter vi har betalt og bestilt online, får vi besked om, at maden er klar 15 minutter efter.
Da vi henter maden, fornemmer vi hurtigt, at det er et meget populært sted. Der er masser af mennesker i den relativt lille restaurant, som har plads til omkring 20 spisende gæster - alt afhængig af hvor meget man vil komme hinanden ved.
Vi får maden med det samme og sætter kursen retur til lejligheden. Vi pakker maden ud af papirsposen, og maden er heldigvis varm. Det er alfa omega for mig, når jeg bestiller mad udefra. Den SKAL simpelthen være varm. Point til Burger Shack.

Tre burgere, to poser pommes, tre dip og to sodavand for 249 kr.
Den hellige treenighed: bøf, kylling og grøntsager
Min første indskydelse da vi får burgerne ud af deres indpakning er, at de desværre ikke er særlig "insta-værdige". De er mast godt sammen, og det ikoniske "The Shack" tryk på den øverste bolle fremstår ikke særlig ikonisk, når de ligger der. Det er ærgerligt, for jeg ved, at det formegentlig kun er, fordi vi har bestilt vores mad som take-away. Desuden ser de alle tre lidt kedelige ud, når man løfter øverste bolle af. Øv, men det skal ikke skille os ad. Det vigtigste er trods alt smagen.
Vi tager en portion pommes hver og deler alle tre burgere i halve, så vi begge kan smage på herlighederne.
Vi starter med vegetarburgeren. Den består af en friteret danskproduceret, økologisk grøntsagsbøf, cheddar-ost, økologisk frisk tomat, løg og salat. Jeg har det generelt lidt svært med hele den her "lad-os-bytte-rigtigt-kød-ud-med-noget-der-er-lavet-på-grøntsager-så-det-alligevel-ligner"-tendens, og så er jeg generelt bare en "bøf-burger-pige", og bevæger mig sjældent væk fra det, jeg kender, men jeg glæder mig til at smage, for igen - jeg er lidt skeptisk.
Jeg bliver overrasket over konsistensen, som inden i er lidt mos-agtig, og udenpå har en god "krumme", om man vil. Jeg tager en bid mere for at finde ud af, hvad jeg egentlig syntes, og jeg er overbevist. Det fungerer. Jeg er ret vild med det bløde indre og det sprøde ydre, og så smager "bøffen" rent faktisk af noget.
Det hele spiller egentlig rigtig fint, men for min skyld kunne man sagtens lige smide lidt mayo på underbollen, og en enkelt pickles mere havde heller ikke forringet oplevelsen, selvom jeg ved, at pickles tit deler vandene i burger-verdenen.
Alt i alt er både min medspiser og jeg overrasket over burgeren, og er enige om at den holder - både på konsistens og smag.

Veggie Shack Burgeren overrasker positivt, og jeg tror faktisk ikke, at det er sidste gang, at jeg køber sådan en, når turen en anden gang går forbi The Burger Shack. Foto: Regitze Ø. Christensen
Den næste burger vi sætter tænderne i, er den med kylling. Den indeholder to store stykker sprød pankofriteret kylling, økologisk frisk tomat, løg og salat. Efter den første bid bliver både min medspiser og jeg desværre lidt slukøret. Det hele bliver en lidt tør omgang, og de panerede kyllingestykker virker simpelthen for store. Igen kunne underbollen godt bruge en klat mayo for at opveje den lidt tørre kylling. Burgeren er ikke dårlig, men den sprænger heller ikke min skala for gode burger-oplevelser.

Shack Burger Chicken bliver desværre en lidt tør omgang, da sammenspillet mellem underbollen og kyllingen ikke rigtig har noget til at "binde dem sammen". Foto: Regitze Ø. Christensen
Den sidste burger skal også stå sin prøve, selvom maverne efterhånden er ved at nå bristepunktet. Shack Burgeren indeholder en flammegrillet bøf, cheddar-ost, økologisk frisk tomat, løg og salat. For mig er det alfa omega, at den "klassiske" burger spiller, og det gør den heldigvis. Der er god smag i burgeren og, modsat de to andre mangler der ikke dressing eller mayo. Den er tilpas fedtet, og hele herligheden smager generelt bare rigtig skønt. Igen, en ekstra pickles ville ikke gøre mig noget. Grøntsagerne i burgeren virker friske og er sprøde - hvilket gør sig gældende for alle tre burgere.

Den klassiske Shack Burger står sin prøve, og er en dejlig smagsoplevelse. Lige som en burger i mine øjne skal være. Dejlig, blød bolle, dejlig smagfuld bøf, tilpas mængde dressing og friske grøntsager. Foto: Regitze Ø. Christensen
Lidt ekstra og ...
Deres pommesfrites og dips skal selvfølgelig også have en kommentar med på vejen, for de kan også noget helt specielt.
Deres pommesfrites er nemlig krydret med parmesan og timian, hvilket gør det til en lidt mere ekstravagant portion fritter. Det giver dem en dejlig smag, og de er godt stegt - selvom jeg personligt måske ville have givet dem lidt længere tid for lidt mere sprødhed. En god, smagfuld portion, som kan gøre de fleste glade.

Fedtede pommesfrites med parmesan og timian kan man næsten ikke gå galt i byen med. De smager skønt. Foto: Regitze Ø. Christensen
Burger Shacks dips er også rigtig velsmagende. Chili-mayoen er helt tilpas i styrken, og giver lige et bid, som ikke er for stærkt. Trøffel-mayoen er også dejlig, og man kan tydeligt smage, at det er en trøffel-mayo. Shack-mayoen er også rigtig velsmagende og har både nuancer af hvidløg, urter og citron - min personlige favorit.
Og den store konklusion? The Burger Shack har noget rigtig godt kørende. Jeg er sikker på, at de går en solid fremtid i møde og med god grund, for deres mad ER god. Der er småting, som kan blive bedre, men det overordnede indtryk efter middagen er, at det bestemt ikke er sidste gang, at jeg bestiller mad fra shackken. Og jeg tror sågar, at det bliver en vegetarburger næste gang.
The Burger Shack
Adresse: Østerågade 18a, 9000, Aalborg
Åbningstider: Søndag – Torsdag: 11.30 – 21.00 / Fredag – Lørdag: 11.30 – 23.00
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.