En himmelsk smagsoplevelse: Hvis man lukkede øjnene kunne man næsten fornemme Mexico

Takeaway-sted i Reberbansgade i Aalborg serverer mexicansk mad, der giver smagsløgene en på skallen

Flotte og indbydende tacos - placeringen i kassen betød at de stadig var lige så flotte, da vi åbnede boksen. Og meget nemme at hapse op - uden at vælte. Foto: Jeanett Schmidt

Flotte og indbydende tacos - placeringen i kassen betød at de stadig var lige så flotte, da vi åbnede boksen. Og meget nemme at hapse op - uden at vælte. Foto: Jeanett Schmidt

Hjemme hos os er søndag ofte ensbetydende med takeaway, og denne søndag var ingen undtagelse.

Valget faldt på det fine, lille mexicanske takeaway-sted Vaca, som har butikker både i Reberbansgade og Østerågade i Aalborg.

Jeg er vild med blot at kunne plotte min bestilling ind i en app, som giver overblik, så jeg hele tiden kan følge med i, hvad jeg har i "kurven". Den service tilbyder Vaca.

Vaca beskriver sig selv som "takeaway på den sunde og fingernemme måde", og så er det altså mexicansk. Da jeg bestilte maden i appen, stod det klart, at der er noget for enhver smag og ethvert behov. Både til den lille sult, der kan stilles med retter som burritos og tacos, og til gode appetit, der kalder på menuer og platos.

OM ANMELDEREN: JEANETT SCHMIDT

Jeg er en 41-årige kvinde, der bor sammen med min kæreste og 3-årige datter i en villalejlighed i Hasseris i Aalborg.

Jeg spiser takeaway, når vi har travlt, kommer sent hjem fra jobs, ingen gider at lave noget, og så gør vi det, når vi skal forkæle os selv.

Jeg spiser næsten al slags mad – på nær noget med gede-og fåreost. Og rosenkål.

Vi fandt det, vi gerne ville have, nemlig burritos og tacos, og valget faldt på en Crunchy Cerdo. Det er en grillet hvedetortilla, med langtidsbraiseret gris, sprøde flæskesvær, tomatsalsa, syrlig kål, chilimayo og hot chilisauce. Desuden valgte vi El Tio, som er 4 ens tacos med langtidsbraiseret oksekød, syrlig kål, tomatsalsa, ost og hot chilisause.

Yderligere blev vi fristet af Vacas læskedrikke, og vi besluttede os for at dele en hjemmelavet Ginger Fresca, som bestod af ingefær, citron, lime og rørsukker.

Vi hentede maden, og det så aldeles indbydende og lækkert ud, da vi åbnede posen.

Og så havde de kræset lidt ekstra ved at give os et glas med - med skruelåg og sugerør. Læskedrikken var stadig kølig, da jeg nåede hjem. Det unikke syltetøjsglas giver indtryk af, at der er tænkt lidt mere end bare grillbar-style.

Lækkert og indbydende ser det ud - der er lige skruet lidt mere op for kvaliteten her på Vaca - også i måden man får tingene serveret på. Foto: Jeanett Schmidt

Lækkert og indbydende ser det ud - der er lige skruet lidt mere op for kvaliteten her på Vaca - også i måden man får tingene serveret på. Foto: Jeanett Schmidt

Jeg begik en fejl, da jeg valgte at pakke min burrito ud. Indpakningspapiret er til for at holde det hele samlet, så det skulle jeg have beholdt

Da jeg spiste med fingrene, resulterede det manglende papir i at jeg havde chili, chilimayo og vand fra det syrlige kål overalt på fingrene, ned på tallerkenen og et godt stykke op af kinderne. Selvom fejlen jo egentligt var min, gjorde det oplevelsen en anelse træls, da jeg mest havde fokus på at få spist maden så hurtig som muligt, så jeg kunne få alt det fedtede stads vasket af.

Foto: Jeanett Schmidt

Foto: Jeanett Schmidt

Men smagsoplevelsen slog klart benene væk under os. Maden smagte himmelsk.

Kombinationen af de crunchy flæskesvær, den stærke chilisalsa, som virkelig var for chilielskere, den friske salat, det braiserede svinekød, som man nærmest kunne trække fra hinanden med fingrene, og den syrlige kål skabte til sammen en lækker oplevelse. Hvis man lukkede øjnene kunne man næsten fornemme Mexico - i mine øjne en deluxe burrito med ekstra tryk på friskhed og autencitet.

En Crunchy Cerdo var stærk - selv for chilielskere. Så hvis man kun er til mild chili, skal man ikke vælge denne ret.

En Crunchy Cerdo var stærk - selv for chilielskere. Så hvis man kun er til mild chili, skal man ikke vælge denne ret.

Under hjemtransporten holdt en smart boks sammen på de fire tacos, uden at fyldet væltede ud. Det er et klar plus. El Tio, som de hedder, supplerede burritoen særdeles godt. Min medspiser og jeg fik to tacos hver, og det var lige præcis nok til, at vi blev tilpas mætte.

De grillede majstortillas smagte, som om de næsten lige var taget ud af ovnen. Man kunne have frygtet, at de var blevet våde af fyldet - langtids-braiseret oksekød, syrlig kål, tomatsalsa, ost og hot chilisauce - men det var bestemt ikke tilfældet.

Det smagte friskt, crunchy, og der var masser af koriander og chilismag. Det gav selv os garvede chilielskere varme kinder og svedperler på læben, så der er virkelig tale om hot chilisauce. Er man kun til mild chili, skal man nok gå uden om denne ret.

En Ginger Fresco -læskedrik - i syltetøjsglas - var en smart og unik måde at servere drinks til to go på.

En Ginger Fresco -læskedrik - i syltetøjsglas - var en smart og unik måde at servere drinks til to go på.

Ginger Fresco-drinken var velvalgt. Den smagte dejligt og frisk af ingefær og lime - en total sommerdrink. Vi valgte dog at supplere drinken med danskvand, da vi synes, at den ville blive endnu mere sprudlende af det. Og vi havde ret, synes vi i hvert fald. Drinken blev som tidligere nævnt serveret i et unikt glas, som var til evigt eje. Det er en superfin bonus, her til de mange sommeraftener, hvor man selv kan bruge den til at lave en lignende drink i.

Vaca på Reberbansgade i Aalborg var en superdejlig oplevelse og får 4 sodavand.

Vaca - Reberbansgade

Åbningstider:

Torsdag til søndag: 17.00-21.00

Adresse: Reberbansgade 14b, 9000 Aalborg.

Vaca ligger også på Østerågade 3, 900 Aalborg. Her har man åbent alle dage 11.30-21.00.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.