Instagram-venlig takeaway byder på nærende måltid med gode råvarer - men prisen er for høj
Aalborg-baseret takeaway kæde har styr på deres koncept. Det er gennemført, det er smukt, og det er sundt - men smag og pris hænger ikke sammen

Foto: Carl Emil Nielsen
Opdateret 10. juli: Tidligere i anmeldelsen fremgik det, at The Freddie er en smoothie. Der er tale om en "shake". Der stod samtidigt, at We Feat også ligger i København. Det er ikke korrekt. NORDJYSKE beklager fejlen.
AALBORG:Sommeren var for alvor over Nordjylland i weekenden. For mit vedkommende betød det, at min kost mestendels bestod af fadøl og pølser fra grillen. Men da hverdagen igen kaldte, kunne jeg godt mærke, at jeg trængte til at få vitamindepoterne fyldt op.
Derfor var jeg på udkig efter et takeaway-sted med en sund profil. Det første sted, der faldt mig i tankerne var den populære takeaway-kæde We Feat. Jeg har set adskillige dele billeder af de æstetiske måltider fra We Feat på Instagram, så nu var det på tide at få det prøvet. Kan maden leve op til det smukke ydre?
We Feat startede for nogle år tilbage i Aalborg og har siden bredt sig til Aarhus. Stedet brander sig på at levere sund og økologisk takeaway. Deres "bowls" er lavet i samarbejde med en ernæringsekspert, så de er sammensat efter den anbefalede ernæringsfordeling.
WE FEAT
Åbningstider: Mandag-lørdag 8-20 og søndag 10-20
Adresse: Boulevarden 12, 9000 Aalborg
Gennemført koncept
Jeg startede med at tage et kig ned ad stedets online menukort. Der er blandt andet meal-bowls (salater), morgenmad, smoothies og juice. Det ser, præcis som forventet, meget sundt og tiltalende ud.
Hjemmesiden er overskueligt bygget op. Klikker man på de forskellige retter, kan man se alle ingredienserne, der er brugt. Man kan endda se kalorieindholdet i hver enkelt ret! Det er ikke noget, jeg selv går op i, men for seriøse sportsfolk med kostplan, må det være en god hjælp.
We Feat skal have stor cadeau for deres gennemført koncept. Det var svært at vælge mellem retterne, men jeg endte med en stor The Hottie-bowl og en The Sour Mix-juice til at skylle ned med. Min medspiser valgte en stor The Plant-bowl og en The Freddie.

Maden bliver indpakket i praktisk genanvendeligt materiale. Foto: Carl Emil Nielsen
Lige til Instagram
Vi bestilte maden i butikken. Medarbejderen, vi bestilte hos, var imødekommende og havde glimt i øjet. Der gik godt et kvarter før maden var færdig, hvilket er mere end godkendt, når både mad og drikkevarer er hjemmelavede. 295 kroner lød regningen på og må siges at være i den dyre ende.
Maden var praktisk pakket ned i en bærepose. Alt emballagen var genanvendeligt, og igen må man bare rose We Feat for at mene det, når de siger, at de er 100 procent økologiske. Vi satte os i en park og pakkede maden op. Man forstår jo godt, hvorfor We Feat er et hit på Instagram. Det var virkelig flot anrettet og så totalt indbydende ud.
Jeg startede med at smage på min The Hottie-bowl. Den bestod af pulled beef, spidskål, salat, rødbeder, edemame bønner, frisk chili, syltede løg, quinoa, chilidressing og sesamfrø. Den var tilpas stærk, og havde en god smagssammensætning - men dog ikke nogen overvældende smagsoplevelse.
OM ANMELDEREN: CARL EMIL NIELSEN
Jeg er en 24-årig mand, der bor i Aalborg Vestby.
I en hverdag med mange aktiviteter på programmet bliver madlavningen derhjemme sommetider nedprioriteret.
Når jeg kommer hjem fra fodboldtræning, og aftensmads-udsigterne for tredje dag i træk står på rugbrødsmadder, lader jeg mig derfor gerne friste af byens mange takeaway-tilbud.
Jeg sætter pris på simpel mad, hvor de gode og friske råvarer er i fokus. Jeg vil hellere spise en burger med fire gode ingredienser end en med 10 middelmådige. Økologi er også et plus i min bog.
Friske råvarer
Min medspisers The Plant-bowl var smagsmæssigt af lidt højere kvalitet. Den bestod af falafel, spidskål, salat, avocado, brune bønner, tomat, æble, bulgur, pesto og sesamfrø. Den var mere fyldig end min, og smagssammensætningen fungerede godt - især æblerne gav en god sødme til retten.

The Hottie-bowlen. Foto: Carl Emil Nielsen
Fælles for de to bowls var, at grøntsagerne var i topklasse. De havde masser af smag og bid, og de virkede til at være friskhakkede. Falafelen i The Plant var krydret perfekt, og der var nok af den. Oksekødet i The Hottie havde også en god smag, men de kunne godt have været en smule mere rundhåndet med det.
Bowlerne kostede 90 kroner pr. styk, hvilket er ret dyrt for en salat. De smagte godt, men vi blev ikke 100 procent mætte, og det er altså et must til den pris. En lille bowl koster 65 kroner, og det havde overhovedet ikke været nok. Råvarerne er økologiske og trækker naturligvis prisen op, men jeg mener stadig, at priserne er alt for høje.

The Plant-bowlen. Foto: Carl Emil Nielsen
Lækker juice og kedelig shake
The Sour Mix-juicen, som jeg købte til min ret, består af citron, ingefær og æble. Den var dejlig frisk, og der var brugt rigeligt med ingefær. Den matchede fint til min The Hottie-bowl.
Min medspisers The Freddie var dog den helt store skuffelse ved måltidet. Den bestod af blåbær, avocado, spinat, banan, honning og kokosmælk. Nok indeholdt den mange ingredienser, men den smagte godt nok ikke af meget. Mest bare af kokosmælk og avocado.
Juicen kostede 55 kroner og shaken kostede 60 kroner. Igen er vi i den dyre ende - og det er naturligvis dyrere, når drikkevarerne er hjemmelavet. Men en shake til 60 kroner skal simpelthen være en større smagsoplevelse, end det vi fik serveret.

Til venstre The Sour Mix-juicen og til højre The Freddie-shaken. Foto: Carl Emil Nielsen
Oplevelse matcher ikke pris
We Feat leverede et solidt måltid med gode, friske råvarer. Det er sundt, det ser lækkert ud og det smager glimrende. Men nogen overvældende smagsoplevelse var det trods alt ikke.
Når man betaler næsten 150 kroner pr. mand for mad og drikkevarer, må man altså kunne forvente mere, og derfor er prisen helt afgørende for anmeldelsen.
Konceptet er fedt og gennemført, og de mange fine detaljer trækker op - men det må kunne gøres billigere. Jeg giver derfor We Feat tre ud af seks sodavand.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.