Carls Jr. vil være kendt som det ultimative mål for burger-entusiaster: Se her om det holder stik

Burgerkæden Carls Jr. kalder sig svaret på en ægte amerikansk burger

The Big Carl. En fin burger, især til prisen. Men den efterlader ikke det store indtryk. Foto: Jakob Frey

The Big Carl. En fin burger, især til prisen. Men den efterlader ikke det store indtryk. Foto: Jakob Frey

AALBORG:Carl's Jr. er kendt som svaret på den "autentiske amerikanske hamburger".

Således står at læse på kædens hjemmeside.

Nu har undertegnede kun været i USA én gang, og det er 10 år siden. Jeg kan ærlig talt ikke huske, om jeg fik en hamburger derovre, og om hvor autentisk den i givet fald var.

Min referenceramme må derfor være lig nul.

Men så er det jo heldigt, at man kan få sig sådan et eksemplar midt inde i Aalborg. Og sådan set også i City Syd, hvor kæden har en filial.

Min medspiser og jeg ville prøve noget forskelligt. Selv valgte jeg en "The Big Carl". Sådan en dreng består af to bøffer, to skiver cheddarost, salat og Carl's classic dressing. Fint pakket ind i en bolle, som jeg bedst kan beskrive som halvt brioche, halvt almindelig bolle fra den gode, gamle grillbarsburger.

Salaten var fint sprød, bollen god, og ingredienserne ligeså. Men der var ikke rigtig noget, som stak ud. Dressingen smagte ikke af så meget, og hele oplevelsen var generelt en anelse flad. Jeg havde håbet at både bøffen og dressingen smagte af mere end tilfældet var.

Til gengæld var konsistensen af bøfferne ganske lækker, og jeg vil mene det er en burger alle kan lide. Men med det udsagn in mente, at den ikke smagte af forfærdeligt meget.

Original Big Angus. Som det var tilfældet med fætteren "The Big Carl" savnende den ligesom at smage af noget. Foto: Jakob Frey

Original Big Angus. Som det var tilfældet med fætteren "The Big Carl" savnende den ligesom at smage af noget. Foto: Jakob Frey

For den anden burger - en Original Big Angus - gjaldt tæt på de samme indtryk.

Denne model kommer i en ren briochebolle, og er garneret med et styk Angusbøf, cheddarost, salat, rødløg, tomat, sennep, mayo, ketchup og pickles.

Men igen havde det klædt burgeren med mere smag og mere bid. Der er rigeligt med ingredienser i, men ingen smager rigtig igennem, og derfor bliver det en lidt tam oplevelse.

For begge burgerne gjaldt det også, at de var temmelig fedtede. Faktisk så fedtede, at papiret de kom i næsten var gennemblødt efter endt måltid.

Og så kommer det store spørgsmål: Er det sådan autentiske amerikanske hamburgere skal smage?

Jeg kan ikke give svaret, men disse to vi fik lever sgu meget godt op til fordommen om, at maden derovre på den anden side af Atlanten skal være noget fed og fedtet. Og der skal helst være rigeligt af den.

Og det var der også. Vi var begge propmætte og måtte endda levne en anelse. Vi købte to store menuer. Den ene med pommesfrites til, den anden med "criss cut fries". Det sidste er det jeg hjemme kalder for fængsels-fritter.

De almindelige fritter var sådan lige midt imellem. Ikke rigtig sprøde, ej heller helt bløde. Men ligesom burgerne meget neutrale, og de efterlod sådan set ikke det store indtryk.

Det samme gjorde sig gældende for fængsels-fritterne, som dog havde en anelse krydderi på sig.

Artiklen fortsætter under fotoet...

Fængsels-fritter og de mere klassiske burger-bar-fritter. De var fine nok, men ikke en special oplevelse. Foto: Jakob Frey

Fængsels-fritter og de mere klassiske burger-bar-fritter. De var fine nok, men ikke en special oplevelse. Foto: Jakob Frey

Der var store - som i rigtig store - sodavand med, og dølgen fulgte gratis oveni. Vi fik ketchup og pommesfrites sauce.

Og eftersom prisen på begge de store menuer var lige under 100 kroner per styk, så må jeg sige, at måltidet opfyldte et fornemt formål som takeaway. Vi blev rigeligt mætte til en fair pris.

Dertil skal det nævnes, at der var rigtig god service. Jeg kom klokken 18 og bestilte i butikken. Det var klar 10 minutter senere som annonceret, og den unge pige bag kassen var meget hjælpsom med at pakke maden i poser med papstykker som stabilisatorer, så jeg kunne cykle det med hjem.

Den service trækker karakteren op.

For maden var fin til prisen - ingen tvivl om det. Men når man skriver, og jeg citerer:

- Carl's Jr. er kendt som værende det ultimative mål for burgerentusiaster, der har hang til store, enestående og lækre burgere.

Ja, så skal der altså mere til end det vi fik serveret for at opfylde det løfte... Derfor ender vi på tre sodavand.

Om anmelderen: Jakob Frey Ahretzen

37 år gammel, og med et +20 år langt forhold til fastfood og takeaway. Der kom nemlig et pizzeria til fødebyen Tårs engang midt i 1990’erne.

Bor nu i Gug, hvortil der flere gange om måneden bliver sendt en madbil ud fra enten Just Eat eller Hungry.

Tager nu også gerne 13’eren ind til byen for at spise ude, og holder mest af burgere, pizzaer og det asiatiske køkken, men kan ikke fordrage sushi.

Har flere gange forsøgt at få en pizza opkaldt efter mig, men den triumf har jeg stadig til gode...

Kæden holder i Aalborg til både på Boulevarden - som her - og i City Syd. Foto: Jakob Frey

Kæden holder i Aalborg til både på Boulevarden - som her - og i City Syd. Foto: Jakob Frey

Carls Junior

Boulevarden 8, 9000 Aalborg

Åbent alle dage 10.00 til 20.00

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.