Glad for chili? Se om thailandsk takeaway leverer smag for pengene
Lille butik i Reberbansgade lover et strejf af Thailand tilsat kærlighed - se hvor hot den er

Spicy and i Thai chili sauce - en ret med mange smagsnuancer. Foto: Jakob Frey Ahrentzen
Jeg må tilstå, at jeg ikke havde hørt om Mik Mik før en veninde, der ved jeg holder af thaimad, anbefalede stedet i Reberbansgade.
Den anbefaling blev jeg glad for.
Mik Mik - med undertitlen "et strejf af Thailand" slår sig op på, at de "har stor respekt for autentiske råvarer, kun bruger helt friske grøntsager, selv blander deres krydderier - og tilsætter kærlighed.
Det lød jo lovende.
Jeg allierede mig med en kammerat som, udover at have rejst i Thailand, også har en forkærlighed for stærke retter. Selv er jeg mere til den blidere middelløsning.
På hjemmesiden oplyses det, at dels kan alle retter (der er ni hovedretter og tre forretter at vælge mellem) laves til vegetar, og dels kan man selv skrue op og ned for mængden af chili.
Vi valgte at bestille retterne som de er uden at skrue hverken op eller ned for noget som helst. Bortset fra forventningerne til hvornår vi kunne smage maden.
Vi bestilte nemlig ikke på forhånd, og kom lige i rush-hour klokken 18.20 en hverdagsaften. Der var godt fyldt op i det ret lille lokale, hvor kokke og ekspedienter knoklede på livet løs.
Vi fik at vide, at det ville tage små 20 minutter at lave vores to retter - og det var præcis hvad det gjorde.
Hatten af for det, set i lyset af, at der var ganske travlt.
Artiklen fortsætter under billedet...

Maden bliver leveret i en fiks papirspose, som er let at tage med sig. Foto: Jakob Frey Ahrentzen
Således opløftet fik vi udleveret en ganske fiks papirpose med hank lukket til med et stykke tape, hvori befandt sig vores retter. Separat puttet i bøtter og med ris ved siden af i varmepapir.
Vi blev høfligt spurgt, om vi kunne tænke os at få bestik med, men vi havde valgt at gå fem minutter med maden til en nærliggende lejlighed.
Men man kunne snildt have taget imod bestikket og spist på for eksempel havnefronten.
Om anmelderen: Jakob Frey Ahrentzen
36 år gammel, og med et +20 år langt forhold til fastfood og takeaway. Der kom nemlig et pizzeria til fødebyen Tårs engang midt i 1990’erne.
Bor nu i Gug, hvortil der flere gange om måneden bliver sendt en madbil ud fra enten Just Eat eller Hungry.
Tager nu også gerne 13’eren ind til byen for at spise ude, og holder mest af burgere, pizzaer og det asiatiske køkken, men kan ikke fordrage sushi.
Har flere gange forsøgt at få en pizza opkaldt efter mig, men den triumf har jeg stadig til gode...
Men hvordan smagte det så? Jo, jeg havde valgt en nummer 10, som beskrives således:
Pad Kha Paw - stegt oksekød med basilikum. Lynstegt chili, hvidløg, oksekød, grøntsager og hellig basilikum - retten dufter af Thailand (og koster 89 kroner).
Jeg muntrede mig lidt over, hvad der mon gjorde basilikummen hellig, men fandt senere ud af, at det faktisk er en art af basilikum, der bruges meget i det asiatiske køkken.
Og sammen med de andre grøntsager og krydderier danner den bund om en ret, som jeg synes var tæt på at være lige i skabet.
Grøntsagerne var sprøde og havde fint bid. Der var rigeligt af det, så jeg blev ganske mæt. Ligeledes var der ikke sparet på oksekødet, der var lyn-stegt i små flager og krydret med chili.
Mængden af sauce passede som fod i hose til mængden af ris. Det var i øvrigt jasmin-ris, som var kogt lige som de skal være efter min smag: Lidt mere end al dente, men uden at klistre sammen.
Jeg synes dog, at retten var lige til den stærke side efter min smag, og det brændte lidt i halsen efter jeg havde spist op. Men for det første ikke mere, end at jeg nød hver en bid, og for det andet kunne jeg jo have bedt om en light udgave.
Men konklusionen må være, at er man sart overfor stærk mad, så bed om at få lidt mindre chili i.
Artiklen fortsætter under billedet...

Vi anrettede på en tallerken, og her ses, at man får en ganske pæn portion for pengene. Her er det retten med den hellige basilikum. Foto: Jakob Frey Ahrentzen
Min medspiser - der som nævnt er en hund efter stærk mad, havde kastet sin kærlighed på en omgang Spicy and i Thai chili sauce. Med ingefær, limeblade, galanga, citrongræs, sort champignon, bambusskud og grøntsager (den koster 95 kroner)
Her var ingen tvivl. Den var til den tilpas stærke side, men uden at brænde i munden. Anden skal roses for at være stegt så den både havde sprødt skind, men samtidig var saftig.
Igen spillede grøntsagerne godt sammen med krydderierne og gav gode smagsnuancer samtidig med, at der var godt i bid dem.
Artiklen fortsætter under billedet...

Sådan så den spicy and ud, da vi åbnede bøtten. Man kunne have spist direkte heraf, men vi valgte at anrette på tallerken. Foto: Jakob Frey Ahrentzen
Igen var der rigeligt af det hele, så vi var enige om, at vi bestemt fik hvad vi havde betalt for.
Vi valgte som nævnt at spise hjemme, og anrettede derfor på en tallerken. Men bøtterne som maden kom i, kunne man sagtens have spist af, med risene liggende ved siden af i deres lille varmepapir.
Vi kvitterer for en god gang aftensmad, der faktisk sendte et par tankestrejf til Thailand, med fem sodavand.

Sådan ser det ud, når det kommer op ad papirsposen. Man kunne snildt have spist af bøtterne og suppleret med risen ved siden af. Foto: Jakob Frey Ahrentzen
Mik Mik
Ligger i Reberbansgade 5 og har åbent:
Mandag: Lukket
Tirsdag: 11-21
Onsdag: 11-21
Torsdag: 11-21
Fredag: 11-21
Lørdag: 11-21
Søndag: 16-21
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.