Jeg sætter pris på dig. Det er sådan man siger, er det ikke? Når de ord, man hellere ville have sagt, er skjult bag andre.

DU skriver det selv til din far. I efteråret ’41. ”Jeg sætter pris på dig”. Det er de ord, du bruger, og gennem dig bliver det så formelt. Det er fattige ord, når du nu havde så mange andre. Men aner du ikke, at tiden er kort, Morten? At de ord, der gennem hele livet har været så vanskelige at få ud, nu, mere end nogensinde, må skrives.

Nej, du ved det nok ikke. Giv det et par år, Morten, så ved du det. Så går det op for dig, at dit kredsløb ikke løber i den bane, du tror.

29. august nærmer sig. 29. august, som med 9. april og 4. maj udgør besættelsestidens trinitet.

Det er tre og alligevel én, og det er som at tælle støvkorn for støvet, mulden og skidtet har lagt sig og har krammet dig alt for længe, Morten!

Den gamle mand og drengen

For mange var samarbejdspolitikken en ubærlig smerte. For andre det pragmatisk fornuftige valg. Debatten har varet lige indtil i dag.

Morten Nielsen

Født: 3. januar 1922 i Aalborg.

Død: 29. august 1944 i København.

Den 29. august 1944 blev den kun 22-årige digter Morten Nielsen dræbt - muligvis af et vådeskud. Dermed fik et af tidens mest lovende forfatterskaber en brat afslutning.

Morten Nielsen, der deltog aktivt i modstandsbevægelsen, blev et ikon, og på trods af sin tidlige død, nåede han at udfolde sit talent i en sådan grad, at hans digte har sikret ham en plads i litteraturhistorien og i hjertet hos flere generationers unge.

Selv om hans digte om kærlighed, skæbne og død er et vigtigt dokument om besættelsestiden, rummer de nemlig også en ungdommelig friskhed, naivitet og lyst til livet, som taler til læsere på tværs af generationerne.

Ved sin død studerede Morten Nielsen dansk og sammenlignende litteratur ved Københavns Universitet,

29. august 1943. Den dag ændrede alt sig. Kampen gik i gang. Kampen for eftertiden - for omdømmet - for - hvor ranke danskerne kunne holde ryggen nu og i fremtiden.

For digterpræsten Kaj Munk og digteren og modstandsmanden Morten Nielsen var der ingen tvivl.

Fra ”Krigere uden Vaaben”

» Verden er vaad og lys - Himlen er tung af Væde ... Hjertet er tungt af Lykke, lykkeligt nær ved at græde.

Morten Nielsen, fra ”Krigere uden Vaaben”, Athenæum 1944

Munk selv gik aldrig aktivt ind i modstandskampen. Han var ordet, trodsen og åndeligheden. Det uovervindelige panser, der er den ældre mands erkendelse af sit eget værd og kristendommens almagt over al verdens verdslige diktatoriske og stupide grusomhed.

Ordet var i de første år også Morten Nielsens våben. Heller ikke han ville dukke sig. Han skrev digtsamlingen ”Krigere uden Vaaben” som udkom i 1943 til stor kritikerros.

Han blev stemme for en ungdom, som måtte slide sig gennem de fem forbandede år og for hvem døden var allestedsnærværende og en uafviselig konsekvens af livet. Han blev et symbol på det urokkelige og den danske tilgang til antimilitarisme og modstand. Han digtede om livet, men tabte aldrig synet for den kamp, der adskilte ham fra det.

Begge skulle ikke opleve befrielsen. Kaj Munk søgte, nærmest trodsigt og kamberedt, sin skæbne. For Morten Nielsen virker det mere som en fornemmelse der allerede tidligt aflejrede sig som en solid forudsigelse.

Ved graven 1944

Benene giver næsten efter. Han er tæt på at miste fodfæstet.

”Nu forstår jeg bedre Morten, at du altid havde så travlt.”

Kommunelærer Ejnar Nielsen står ved den åbne grav på Almen Kirkegård i Aalborg.

Langsomt sænkes kisten ned. Han vakler. I fire år vil han gøre det, før han selv følger sin søn i jorden. Men lige nu står han her, Vap, som sønnen Morten kalder ham, når han skriver hjem til forældrene i Aalborg.

”Du skulle overkomme så meget i dit korte liv. Du blev kun 22 år. Vi er stolte af dig, Morten.”

Det er ganske få dage siden, Morten sidst skrev hjem. Det var 28. august. Dagen før sin død. Han ville ikke noget særligt. Han fik bare lyst til at skrive en hilsen. Og nu står den aldrende kommunelærer så her og sænker sin eneste søn i graven.

”Du har aldrig voldt os sorg, altid glæde. Du har været vores livs lyspunkt, ikke alene vor søn, men vor bedste ven, og det skal du have tak for. Vi er glade ved, at have haft dig. Farvel vor store dejlige dreng.”

Hele vejen fra Budolfi Kirke til den gamle Almen Kirkegård står folk på fortovskanterne. Tavse og med bøjede hoveder følger de sørgetoget, der for sidste gang byder den unge digter hjem. Her stod de også et år tidligere. Dengang var det med sten i hænderne. Dengang flød blodet ned ad Vesterbro. Det gør det ikke i dag.

I dag er der stille.

Ved graven 2019

Stenen er så beskidt, Morten. Den er en ulydig hund som forsøger at krybe ind under den store vækst, laurbærkirsebær, tror jeg. Nogen burde gøre den ren. Stenen altså. Stud. Mag. står der øverst. Det er næsten ulæseligt. Morten Nielsen. 1922 - 1944. Den som kæmper taber aldrig helt - det står der skrevet.

Digteren, drengen, studenten, manden Morten Nielsen bliver født i 1922 i Prinsensgade i Aalborg. Senere flytter familien til Kærlundsvej 25. Det er en tryg barndom for Morten og lillesøsteren Lise. Han bliver student fra Katedralskolen uden prangende resultater - livet interesserede ham for meget, som det står på forfatterweb.dk

Litteratur om og af Morten Nielsen

”Efterladte Digte”, Morten Nielsen, Athenæum, 1945

”Krigere Uden Vaaben”, Morten Nielsen, Athenæum, 1944

”Breve fra Morten Nielsen”, Morten Nielsen, Gyldendal

”Breve til en ven”, Morten Nielsen, Gyldendal

”Kaj Munk. Liv og død”, Bjarne Nielsen Brovst. Lindhardt og Ringhof

”Foraaret saa sagte kommer”, Kaj Munk, Lindhardt og Ringhof

”Morten Nielsen - Mennesket og Digteren”, Bjarne Nielsen Brovst, Lindhardt og Ringhof

”Kampen om Danmark 1933-1945”, Bo Lidegaard, Gyldendal

”Krigens by - Aalborg 1940-1945”, Hans Gregersen, Højers Forlag

”Augustoprøret Bind 1-3”, Hans Kirchhof

”Modstand - Samarbejdets fald 1942-1943”, Niels Birger Danielsen, Politikens Forlag

Nordjyllands Historiske Museum arrangerer besættelsesbyvandringer, som kredser om Augustoprøret. Her besøges blandt andet Niels Erik Vangsteds gravsted på Almen Kirkegård

Aalborg Historiske Museum har derudover en udstilling om besættelsestiden

Poesien bliver hurtigt et livsmål for den sansende og følsomme dreng. Digtene får han blandt andet trykt i magasinet ”Vild hvede” og i en tid arbejder han som anmelder på Aalborg Stiftstidende. I 1941 kredser han stadig om kærligheden og digtningen.

Mest om kærligheden, mindre om digtningen. Mere om digtning og kærlighed end krigen. Men det forandrer sig hurtigt. Krigen, tyskernes besættelse og det fortsatte danske samarbejde presser på. Det haster med at få skrevet. Med at få tingene sagt. Døden lurer. På en måde ved han det.

Og her ligger du så. Uden nylagte buketter. Ingen blomster, hvem skulle også lægge dem? Men gruset er revet pænt, synes jeg. Ikke noget ukrudt. Ryddeligt er det trods alt. Bærrene er stadig grønne, umodne her i sensommeren. Det er sent, de skifter farve. Nogle har dog allerede fået den dybt røde farve, der snart kommer til at pryde hele busken. Efteråret så sagte kommer, som man siger - og blodet med.

For digterpræsten Kaj Munk indvarslede sensommeren 1943 et opbrud og et nybrud.

29. august 1943

Optakten har været lang. Uroen har ulmet længe. Startende i Esbjerg er strejker brudt ud - dels som følge af økonomiske vanskeligheder og dels opildnet af kommunisterne som ser muligheden for at forme arbejdsnedlæggelserne som en protest mod det samarbejdende socialdemokrati og for at skade den tyske krigsførelse.

Selvom der er tilskadekomne rundt omkring i landet, værst i Odense, hvor det kommer til flere konfrontationer omkring 18. august, er det ikke før uroen når Vendsyssel og Aalborg, at strejkerne og optøjerne for alvor bliver farlige, fortæller Thor Bæch Pedersen fra Nordjyllands Historiske Museum.

- Da vi kommer hen i foråret 1943 begynder tingene at se lidt anderledes ud i Europa. Siden tyskerne kom til landet i april 1940 har de været sejrherrerne. Der var ikke noget som kunne stoppe den tyske fremmarch i Europa. Derfor er der heller ikke de store protester, for der er jo ikke rigtigt noget at gøre, fortæller Thor Bæch Pedersen.

Men nu ser det anderledes ud. Russerne er på fremmarch i Øst. Det fascistiske Italien er på vej mod kapitulation, og USA har meldt sig ind i krigen. Det vækker en glød i en del af den frihedstrængende ungdom, fortæller Thor Bæch Pedersen. I Aalborg har man længe næret afsky for besættelsesmagten. Den tyske tilstedeværelse har været massiv.

- Der er i snit 10.000 mand udstationeret i Aalborg, så de fylder utroligt meget. Det er et strategisk vigtigt punkt dels på grund af lufthavnen og dels på grund af havnen, hvor en del af tropperne til Norge kommer igennem. Derfor er der i Aalborg en interesse i kamp og modstand.

Det udnytter briterne, der sætter et samarbejde med den spirende modstandsbevægelse i gang.

- De udpeger en nedkastningsplads ved Madum Sø som et sted, hvor man kan nedkaste våben. Man begynder på det i juli 1943 og gør det et par gange med succes.

Men tredje gang natten mellem 17. og 18. august, der går det galt.

Gruppen af modstandsfolk gør i store træk, som de plejer. Men de er kommet lidt senere afsted, og alting tager bare lidt længere tid end de første par gange. De får dog samlet de nedkastede containere med våben og smider dem på en lastbil.

Men tyskerne er klar over, at der foregår noget i området og hurtigt kommer de på sporet af gruppen. Det udvikler sig til en kortvarig og ulige ildkamp.

Formentlig er det første gang, at modstandsbevægelsen er i ildkamp med tyskerne.

De forsøger at komme væk, men forgæves, og da modstandsmændene kommer til skovfogedhuset Hollandshus ved Skørping, bestemmer de sig for at flygte ind gennem skoven, fortæller Thor Bæch Pedersen.

- Da de springer af lastbilen bliver en af dem - Niels Erik Vangsted - skudt lige i det øjeblik, han springer ud af døren. Han dør med det samme. En anden - Poul Edvin Kjær Sørensen snubler og vrider om på foden. Han bliver taget til fange. Det ender altså katastrofalt, og det bliver begyndelsen på det Aalborgensiske oprør.

Oprøret ulmede

Man er fra tysk side fuldt ud bevidst om, hvad drabet kan komme til at betyde. Danmark er en krudttønde nu og i et forsøg på at afværge uroligheder, flytter besættelsesmagten - i samarbejde med danske myndigheder - Niels Erik Vangsteds begravelse fra om eftermiddagen til om morgenen 23. august. Men forgæves.

- Det lykkes ikke. Aalborgenserne nedlægger arbejdet og butikkerne lukker. Folk valfarter til Ansgars Kirke. De kommer nordfra og sydfra. De kommer i 10.000-vis. De står på Vesterbro. I kirken og på kirkegården. Og det udvikler sig dramatisk.

Nu går det stærkt. Aalborgenserne går på gaden med stenkast. De klipper håret af tyskerpiger og forretninger, der har handlet med tyskerne, får ruderne knust og i enkelte tilfælde bliver de også plyndret. Det danske politi bliver trukket tilbage og tyske soldater sat ind for at sprede optøjerne.

I løbet af eftermiddagen ruller tyske kampvogne ned af Vesterbro. Sådan bølger urolighederne frem og tilbage 23. august, og da vi nærmer os midnat har to aalborgensere mistet livet.

Næste dag begynder uden uroligheder, men ganske hurtigt tager det til igen, da en cementarbejder fra Rørdal bliver dræbt af en tysk soldat efter et skænderi.

- Arbejdet bliver atter nedlagt, og det går igen vildt for sig. Butiksruder bliver igen smadret, og det kommer til konfrontationer. Der er nogen, som skal have klø for det, de har gjort. Der skal komme hævn over de, som ligger i med tyskerne. Hele dagen bliver der forhandlet. Politiet, fagbevægelsen og besættelsesmagten forsøger febrilsk at finde en løsning, og det ender med, at der bliver indkaldt til stormøde i grusgraven, der hvor atletikstadion ligger i dag på Hobrovej.

Morten Nielsens digt ”Skæbne”

Hurtige, lyse Stemmer, der hvirvlede ud i det blaa …

du var ulykkelig, Tykke, men det ku’ vi ikke forstaa.

Svedig og fed og dum … Helvede satte paa Spring

Og væltede dig og Cyklen. Vi stod og lo omkring.

Du sad paa den forreste Bænk … græd ikke, nej glo, glo, glo!

naar en bange og vittig Vikar spørger om to og to.

Vikarer i første Mellem frelste en tynd Disciplin

ved at vende det hele mod dig, der forsvarsløst blev til Grin.

Og da det omsider blev Foraar for os, der var femten Aar,

og Træerne stod og lyste over Pigernes bløde Haar,

og du kom, forsigtigt, alvorligt - da skete det værste af alt:

at den, der lo højest af os, var hende, det hele gjaldt.

Nu ta’r du Hævn! Nu gaar du med Skraarem og Støvler paa,

du løfter en Arm, og det skinner i Øjnenes blege blaa.

For Had og Haan og Trusler, det kan et Menneske ta’ –

men ikke det, nej aldrig: Det og grines a’…

Nu er du noget, Tykke! Mand og Partikammerat.

Og hvis vi en dag skal til Muren, saa er din Haand parat.

Parat til at smadre et Knojern ind i min Mund naar du slaar,

for nu vil du dræbe, Tykke, alle de onde Aar

Morten Nielsen; Efterladte Digte, Athenæum 1945

15.000 mennesker deltager, og der er ro, da folk forlader mødet. Der er en følelse af fortrøstning og forhåbning. Det varer dog heller ikke længe. Da menneskemængden når Vesterbro, sker det.

- En gruppe unge begynder at lave lidt ravage ned igennem gaden, og så ud - af det blå, ja det er vel nærmest ud af ingenting, kommer en tysk mandskabsvogn, som umotiveret åbner maskingeværsild mod folkemængden. Det koster fire mennesker livet og adskillelige bliver såret.

Ved midnat er der endnu engang ro. Da det lysner 26. august er Augustoprøret i Aalborg forbi. Men dagen bringer nye meddelelser med sig. Poul Edvin Kjær Sørensen, ham der blev taget til fange ved Hollandshus, dømmes til døden.

- Dommen bliver eksekveret 28. august 1943. Det er brutalt. At besættelsesmagten nu begynder at henrette danske borgere for sabotage, er ikke set før, og de har ikke bemyndigelse til det. Samtidig er Hitler rasende over situationen i Danmark. Den tyske rigsbefuldmægtiget Werner Best bliver kaldt til Berlin, hvor han skal stå skoleret.

Da han vender tilbage til Danmark, er det med nye krav til den danske regering. Det væsentligste er, at regeringen skal indføre døsstraf for sabotage, eller hvis man bliver taget med våben eller sprængstoffer på sig.

- Det kan regeringen selvfølgeligt ikke stå på mål for, og det betyder, at de går af 29. august 1943, og det markerer samarbejdspolitikkens ophør. Det er klart at begivenhederne i Aalborg var dråben, der fik bægret til at flyde over. Aalborg kommer til at stå som symbol på samarbejdspolitikkens ophør.

Fra præstegården i Vedersø har Munk set verden gå i opløsning. Han har set, hvordan hans fortids helte besudler sig selv i jødehad og forfølgelse. Munk nærer i 20’erne og op i 30’erne stor sympati for Mussolini og Hitler. Diktatoren som ide er idealet. Parlamentarismen er svag. Umoralsk.

Men med italienernes brutale fremfærd i Abessinien og Hitlertysklands tiltagende aggression mod jøderne og anderledes tænkende ændrer Munks holdning sig radikalt.

Han føler sig forrådt. Specielt af Mussolini, der i 1938 tiltrådte sig Nazisternes jødeforfølgelser. Men han håber sådan. Håber til det sidste og skriver et åbent brev til diktatoren hvori han bønfalder ham om at tale Hitler til fornuft.

”Naar jeg henvender mig just til dem, er det først og fremmest, fordi jeg engang som ungt menneske har beundret dem indtil - ja, jeg kan sige næsten indtil kærlighed”.

For Munk støder Kain endeligt dolken i bugen den 9. april 1940. Men ikke nok med det. For hvilket folk er det, der overgiver sig næsten uden kamp? Fanden skal tage om det ikke er det danske! Desillusioneret og med hans stadige antipati mod parlamentarismen finder han en fælles antagonist i samarbejdspolitikken. Den folkets svaghed det er et udtryk for. Den lade opgivelse er en synd. Det er næsten værre end døden. Ja, døden er nok endda at foretrække.

Da 29. august 1943 endeligt var en realitet, trak Munk vejret som i en frostklar morgen. Den stikkende truende virkelighed var frisk og rev i lungerne men forfriskede nok hjertet. Danskerne kunne nu endeligt vågne op af deres træghed og afmagtsmagelighed.

”Det er i Dag en stolt Dag for Danmark”, skriver Munk søndag 29. august og gengivet i Bjarne Nielsen Brovst bog Kaj Munk - Liv og Død.

”Det, vi har lidt så frygteligt under de sidste 3-4 år, vor halvdød, vor Øjentjeneste for Uretten, synes nu at kunne faa ende”

”Nu aander vi op, nu hilser vi hinanden med et tillykke, Landsmænd”.

Efter søndagens gudstjeneste står Munk i døren og hilser hver og én en lykkelig dag, skriver Bjarne Nielsen Brovst.

I et brev Morten Nielsen sender til sine forældre dateret 28. august 1943 om aftenen, er tonen mere tilbageholdende. Betydningen er gemt nederst i brevet under beskrivelsen af et nyligt hospitalsophold og usikkerheden om et svar på en prøve. Men han har hørt rygter, en mand i en kiosk har fortalt en bekendt, at regeringen har sagt nej til et tysk ultimatum og vil gå af.

”Det er underligt at sidde og vide, at vi nu skal til at ha samme behandling som Norge og de andre besatte lande. Om det er godt eller ondt er ikke til at vide, men hvis der blir noget ud af det blir det i alle Tilfælde sikkert haardt”.

Nej om det blir godt eller skidt? Hårdt det blir det.

Munk går sin skæbne i møde, og med den ændrer Morten Nielsens bane sig også.

Hu hej, Morten. Afsted!

Niels Erik Vangsted ligger jo også her, Morten. Lige derover! Historien er samlet lige her på Almen, og jeg kunne blive her ... altid. Dér, ude bag Ansgars irrede grønne spir buldrer Vesterbro-musakken. Det var jo den kirke Niels Erik blev begravet fra, husker du. Det var derude på Vesterbro, at oprøret var.

Herinde falmer lyden i en svag brusen i bøgetræet, der står tæt på graven. Mon der kommer mange og besøger dig her, Morten? Der er jo ikke nogen blomster, og stenen er så beskidt. Men der er mange, der går tur med hunden i det mindste. Se! der er jo én lige dér. Han har søreme to med, og han går - så travl og med hastige skridt og korte bukser. Jeg håber, han samler op efter dem.

Lidt længere henne blandt nyere grave sidder en mand på en lille pude. Kan du se ham? Han er næsten gemt bag busken, men hans stemme glider herover. Stjålent og skamfuldt lytter jeg. Bøjet over en bog læser han. Stille og lavt som sidder hun stadig der lige foran ham. Langsomt flyver linjerne og sender stemmen og ordet gennem tid og rum og formår i al dens ømhed at overvinde døden. Sådan kan man se sin elskede og døden i øjnene. Gå ind i den. Møde den med åbne øjne. Brystet hævet. Også selv om det kun er en fornemmelse.

Kaj Munk fortsætter trods advarsler. Prædiken efter prædiken. Skuespil efter skuespil. Foredrag efter endeløse foredrag taler han tyskerne midt imod. En i forvejen fnysende arrig pen er slebet barberbladskarp efter 29. august.

Og så en frysende januardag i 1944 sker det. Fire mænd henter Kaj Munk på Vedersø Præstegård. Han bliver fundet ved daggry næste morgen i en grøftekant i Hørbylunde Bakker. Skudt gennem nakken.

”Kaj Munk havde i lang tid ventet en skæbne som dén han fik - Klarøjet så han døden i øjnene”, som det illegale Dansk Maanedsblad skriver efter mordet.

I personkredsen bag Dansk Maanedsblad er Morten Nielsen. Ni dage efter mordet skriver han hjem til sine forældre. Han har været til middag med Aase og Erik, der var venner med Kaj og Lise Munk.

Brevet er ikke en eksplosion af følelser. Det er ikke et opråb eller et oprør. Det er i digtningen - ikke i brevene. Efter hans beskrivelse af morddagen i Vedersø, slutter han med en oplevelse, han havde på færgen fra Aarhus.

Han ser en gruppe tyske soldater vælde op ad landgangen. De er så unge, skriver han - én af dem ikke mere end 17 år. De er møgbeskidte. Fryser som bare helvede. Elendige og blå i hovederne af kulde og fulde af hjemve og træthed. Det er det værste syn, jeg har set endnu, skriver han i det selvsamme brev, hvori han minutiøst har malet Kaj Munks sidste timer i Vedersø.

Morten Nielsen kan skrive modstand og menneskelighed sammen til en garnnøgle. Han har længe været indblandet i illegale aktiviteter, men mordet på Kaj Munk vækker alligevel noget til live i ham. Manden, der talte dunder mod danskernes vægelsind. Manden, der hilste 29. august 1943 hjerteligt velkommen, som en kær ven der bringer nyheden om din undergang, er død. Nu står kampen. Kampen for at fuldbyrde et liv og en ungdom gik ind. Det viser sig efterfølgende som en forandring i de luftlag, der lå ude i horisonten, hvor elektriciteten samler sig i lyn.

Afsted - til graven

Luften er tung af regn. Fugtig og varm. Det er sensommer. Det er forfaldet, Morten. Om kort tid bliver bladene brune, og så falder de af. Så bliver der nok at gøre her.

Skråt overfor ligger Generalinde J.J.M. Schleppegrell - se det er der da noget ved, Morten. Født Baronesse Juel ovenikøbet.

Det trækker op. Den store bræmme af skyer har gemt sig bag trætoppene. Nu kommer de store tunge regndråber. Hårdt falder de og vådt eksploderer de, når de rammer blokken. De blå kuglepensstreger flyder ud, og jeg tænker, om det mon er muligt at læse det senere.

Det kom ud af ingenting og nu tager det måske alting med sig.

Hvad der helt nøjagtigt skete den aften 29. august 1944, er der ingen tilbage til at fortælle. I dagene efter bringer aviserne ikke andet - end det for et så ungt menneske sande - at døden var ... pludselig.

Fra at have arbejdet med at trykke og distribuere illegale blade, griber Morten Nielsen våbnet. 29. august skal han deltage i en våbentransport. I en lejlighed i det indre København skal han mødes med modstandsmanden Jørgen Haagen Schmith kendt under dæknavnet Citronen. Hvad der herefter sker, er der ingen der ved, men Morten Nielsen bliver senere fundet død - dræbt af en kugle gennem hjertet.

Døden ikoniserede Morten Nielsen. Han gav stemme til en hel generation fanget i kampen og blev slidt i det rivende pres mellem modstand og overlevelse.

I forordet til Efterladte Digte som udkommer i 1945 skriver Poul La Cour:

”Skønt de er skrevet i Sommeren 1942, inden Morten Nielsen gik aktivt ind i Modstandsbevægelsen, giver de alligevel et tydeligt, næsten smerteligt oprigtigt Billede af denne Ungdoms indre Omkostninger. Der er en Beredelse i dem, en Modning til den kamp, der i egentligste Forstand var en Livskamp; derfor kunne Morten Nielsen allerede paa dette tidlige tidspunkt tale ærlige og erfarne Ord om Sindets vilkår under den.”

Ved begravelsen

Ved begravelsen spidder sorgen og følelsen af tab og modstand Stiftsprovst Horstmann i en sådan grad, at han, må man formode, går til grænsen for, hvad man her i efteråret 1944 kan slippe afsted med. Her står han ved kisten i Budolfi. I den by der det seneste år har lidt så meget. Tab og afsavn

”Her i denne kiste, som er svøbt i Dannebrog ligger en ung mand til hvem der var knyttet haab og forventning. Han havde rige evner. I hans Hjerte brændte Poesiens hellige ild, og den lille digtsamling, som han udsendte i Fjor, gav efter Kenderes Sigende rige løfter for hans Fremtid. Han var en af de unge Mænd, i hvis Hjerte Kærligheden til Danmark var vaagnet varmt og stærkt, og han vil savnes imellem os naar den Dag kommer, da Lænkerne brister, og Danmark skal bygges op paany. Vi synes, at en ung Mand af hans Støbning havde haft store Muligheder for at være med til at sætte sit Præg paa det ny Danmark, som vi alle haaber paa. Han elskede Danmark, og vi vil nævne hans Navn med Ærbødighed”.

Nå. Men her ligger I så. Dig, Vap og Gerda. Det var nu engang sådan det endte. Hækken, der omkranser graven er døende. Store bare pletter breder sig. Murene synker i grus, Morten. Smuldrer og forfalder. Det visner hen og dør, og så er du endnu engang fri.